3

december

Det første der slog pigen da hun vågnede, var varmen. Hun åbnede de isblå øjne og stirrede febrilsk omkring. Hun sad i en blød seng, fyldt med knitrende, visne blade og væggene hele vejen rundt om hende, var træer. Ikke bare træplanker, nej, hele træer, stående tæt op af hinanden. De var høje og slanke og der var ikke det mindste hul.

Men der var varmt og pigen havde det varmere end hun havde haft det i al den tid, hun kunne huske. Nogen havde lagt hende i denne seng, fyldt med knitrende blade, og lagt flere blade over hende. Sengen fyldte hele den ene væg i hytten så der kun var lidt plads tilbage i det kvadratiske hus. Hyttens eneste lyskilde var en lampe i loftet, med rødt stof hele vejen rundt om, og lyste hele rummet op i et rødt skær. For enden af sengen var der en stor skål med græskar og æbler og kastanjer, mens i det andet hjørne, var der kurve med frø.

Over for hende var der et lodret rektangel skåret i tre af træerne. Imens pigen så på den, svingede døren pludselig åben og vinden legede med pigens hår, men hun ænsede det ikke. For midt i døren stod det første menneske hun havde set. 

Så vidt hun huskede. Der var et eller andet ved den dreng i døren, der gav hende hovedpine. Måske var det bare hårdt at huske. Drengen havde lange orange bukser på og en lang rød kappe. Hun genkendte ham! Det var personen hun havde jagtet igennem skoven! Bluse var dækket af et mønster af blade i røde, gule og orange farver og havde store ærmer. Hans korte rødbrune hår gik lidt over ørerne og de brune øjne så forbavset på pigen i sengen. Så lyste han op i et smil.

“Nå, du er vågen,” sagde han og lukkede døren efter sig. Pigen i sengen nikkede lidt beklemt. Drengen satte sig på kanten af sengen og slog hånden frem, så siden af hånden pegede op i luften. Pigen med det hvide hår så forbavset på den.

“Jeg hedder Allion,” sagde han og forventede tydeligvis, at pigen i sengen skulle gøre noget med den fremstrakte hånd. Allion lagde åbenbart mærke til hendes blik.

“Det er et håndaftryk. Du sætter din hånd her,” Allion lagde pigens hånd på sin egen, flettede tommelfingrene over hinanden og bevægede langsomt hænderne op og ned. Pigen stirrede forundret på hænderne.

“Nu er det så din tur,” sagde Allion og gav slip. Pigen så spørgende på ham.

“Til at fortælle dit navn,” forklarede han og pigens skuldre hang.

“Jeg,” Pigens stemme knækkede, der var gået så lang tid, hvor hun ikke havde talt. Hun prøvede igen. “Jeg ved det ikke.” Allion så lidt forvirret på hende, men det var så kort, at pigen ikke var sikker på at det havde været der.

“Så kan jeg måske fortælle dig det.” sagde han, med et svagt smil, “Jeg kender dig faktisk. Jeg tror ikke du kan huske mig, men vi har været venner så længe jeg kan huske. Du hedder…” Allion sagde noget, men i det han sagde det, flængede et hyl igennem hytten. Pigen stivnede og stirrede med opskræmte øjne på døren. 

Allion rynkede øjenbrynene. Han gentog det, men så slog døren op og sneen væltede ind, og overdøvede ham. Allion skyndte sig hen og lukkede døren. Pigen så forundret på ham, hvorfor kunne hun ikke høre sit navn? Allion mumlede noget for sig selv og satte sig på sengens kant. Smilet var stort, men stift. Han lagde en hånd på pigens.

“Hvad der end har fjernet din hukommelse, vil ikke have at du husker dit navn. Så for nu, lad os kalde dig… ” Han lagde en finger på hagen i en tænksom mine, men øjnene rykkede sig ikke fra pigens. 

“Hvad med… Lalika?” Hun rystede på hovedet, med en rynken på næsen. Allion blev ved med at foreslå navne, der løj lidt i retning, af det første. Enkelte gange sagde han noget, som hun ikke kunne høre. Måske var det for tæt på hendes rigtige navn?

“Hvad med Maja?” spurgte han til sidst og pigen nikkede, så det hvide hår rundt. Allion smilede.

“Så, Maja, er du sulten?” 

Allion fandt mad frem, i alle mulige overdådige anrettelser og lagde dem på sengen. De begyndte begge at spise og Allion fortalte om sig selv, imens Maja spiste så hurtigt hun kunne. Hun havde slet ikke lagt mærke til, at hun var så sulten.

Allion fortalte at han var efterårets hjælper. Det var ham der farvede træerne, der sørgede for regnvejret, og gjorde kastanjer klar, samt meget mere. Han understregede flere gange, at hans job var meget vigtigt, men helt ærligt, lyttede Maja nok ikke så grundigt. Hun var godt træt og sad og nikkede med hovedet.

Allion lagde mærke til det og skubbede hende blidt tilbage i sengen. 

“Nu tager du en god lang lur. Bare rolig, jeg er her stadig når du vågner.” sagde han og puttede Maja, der var for træt til at komme med protester. Maja lukkede øjnene og faldt hurtigt i søvn.

Med et vågnede Maja. Hun kunne høre noget der puslede og hun turde ikke åbne øjnene. Så besluttede hun sig og åbnede øjnene på klem. Hun fik et chok og var lige ved at afsløre sig selv. Allion stod op og så ned på hende, med et besynderligt blik i øjnene. Så koldt, at Maja næsten fik gåsehud. Men han havde jo været sød og rar, da Maja havde talt med ham. Maja gøs og stivnede. Havde Allion hørt det? I refleks havde hun lukket øjnene, så hun kunne ikke se om han stadig stod der. 

Maja lå forsvarsberedt i nogle minutter, før hun langsomt gled ind i søvnen igen.