Kapitel 1
"Kan I SÅ stå op, I dovne drønnerter!!" Jeg satte mig lynhurtigt op. Lyset skinnede ind af revnerne i stenmuren. Jeg var øm i ryggen af at sove på det hårde, iskolde, stengulv. Hr. Marentag, viftede med sin stok, der var perfekt til at bruge som spanskrør.
"Matinka! Du skal hente vand, fra brønden, sammen med Antan. NU!!!" Jeg rejste mig lynhurtigt og spænede afsted. Jeg kunne høre at Antan gjorde det samme, men jeg løb videre. For jeg vidste af erfaring, at når at hr. Marentag var vred, skulle man passe på! Jeg tog fat i spanden i forbi farten, og løb ud i skovkanten. Jeg satte mig ned, og ventede på Antan. Lidt efter kunne man høre en forpustet vejrtrækning, og så kom Antan kom hen til mig. "Nå, dér var du! Jeg kunne ikke finde dig!" sagde han forpustet. Jeg smilede. Det var det bedste ved børnehjemmet. Antan. Min bedste og eneste ven. Vi gik ind mod skoven, og da vi kom ind i midten af skoven, kom vi til den gamle ønskebrønd. Vandet var snavset, men det var det eneste sted vi kunne få vand fra. Da vi kom til brønden, stank der mere end normalt. Så vi gik lidt langsommere der hen. " Føj, for en stank!" udbrød Antan. Jeg nikkede. Antan gik langsommere, men jeg gik hurtigt frem. Det skulle bare overstås! Pludselig, faldt jeg over noget. " Av! Arg!" Jeg holdt om min fod, imens at jeg hoppede rundt på det andet ben. Jeg vente mig om for at se hvad jeg var faldet over. Overrasket så jeg på mit fund. En nøgle. Ud af guld, og med en mærkelig skrift. Den var tung, så derfor var jeg stødt ind i den. Jeg havde aldrig set den før, men jeg kunne alligevel godt læse det. " Antan, kom og se her!" råbte jeg. Antan kom løbende over til mig. "Hvad er det?" spurgte han." En nøgle" Sagde jeg undrende. Da vi kom tilbage til børnehjemmet, fik vi en ordentlig en af hr. Marentag. "Hvor har i været? Hvorfor kommer i først hjem nu? Jeg skal lære jer!" Også gik han igang med sin stok.
Kapitel 2.
Da hr. Marentag var færdig, gik vi op på 'værelset' og lagde vores halvrådne madrasser på gulvet. Vi lagde os ned på madrasserne, og Antan faldt i søvn med det samme. Men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg kunne mærke nøglen, som jeg havde lagt under madrassen. Hvis der var en nøgle måtte der også være en lås. Jeg lå og tænkte på alle de ting der kunne låses op. En dørlås, en kistelås, en dagbogs-lås, Det kunne være alle mulige ting!
" Hvem er det der er vågen? Ved du det, Miss Saundry? ( Miss Saundry var hr. Marentags kat) " Jeg lå helt stille. Hr. Maretag gik igen. Så faldt jeg i søvn.
Jeg vågnede. Jeg vidste ikke hvad klokken var, for selvom vi havde et ur, men vi kunne ikke klokken "hmm. Lad mig nu se..hvis den lange viser er lidt efter 12, og den lille viser er på...hvad er det nu det tal hedder! når, ja! 5. Så må klokken være..." Jeg tænkte mig godt om. Jeg var den eneste der kunne tælle til 13. " Så må klokken være...så må klokken være...må klokken være..." Jeg kløede mig i hagen. Pludselig kom jeg på det "Lidt over 5!" Råbte jeg lidt for højt. hr. Marentag kom styrtene ind
" Hvad er det for en larm?" Jeg lå helt stille. Lidt efter gik han igen. Men jeg prøvede at sove. Jeg kunne høre alle de andre stadig lå og snorkede. Jeg var vågen, men lod som om at jeg sov. 2 minutter efter, kom hr. Marentag styrtende ind.
" Vågn op! Vågn op i dovne drønnetter! I eftermiddag kommer frk. Austine. Så kom dog igang!" Råbte han. Jeg sprang op. Alle de andre lå stadig og ømmede sig, men jeg spænede ud af døren for at lave morgenmad. Alle drengene havde pligter, og vi skiftedes til dem. Den værste var at rede hr. Maretag's hår. I dag var det min tur til at lave morgenmad. Eller, et stort kyllinglår til hr. Marentag, og lidt våd havregrød til alle drengene. Eller sådan plejer det. Når frk. Austine kommer, så får vi alle sammen kylling. Jeg skyndte mig at sætte kyllingen ind i ovnen, og løb op på 'værelset'. Jeg følte hånden ind under min madras, og nøglen lå der stadig. Heldigt! Jeg gik hen mod et løst bræt, jeg var den eneste der vidste at det var løst. Nedenunder det, var der en lille hule. Men det er ikke mig der har lavet det. Jeg løftede det, og kravlede ned. Sidst jeg havde været dernede, havde jeg sat et stearinlys, og nogen tændstikker. Jeg tændte lyset, og så på nøglen. Jeg prøvede at tyde skriften, men kunne ikke. " Matinka? Hvor er du?" Jeg kunne høre Antan. "Jeg er nedenunder!" Råbte jeg. Jeg kunne høre at han løb ned. Det lød jo som om at jeg var nedenunder, fordi at jeg var under brædderne. Jeg skyndte mig op. Jeg havde anbragt en stige, for at jeg kunne komme op. Jeg spænede nedeunder. " Nå, dér var du!" Antan løb hen til mig. Jeg nikkede. " Hr. Marentag siger at frk. Austine kommer om en halv time! Vi får prygl, hvis at vi ikke er i søndagstøjet!" Antan stod lidt og trippede. "Øjeblik, jeg skal lige have kyllingen ud af ovnen" Undskyldte jeg. Jeg skyndte mig hen til ovnen, og åbnede. Da kyllingen var ude, spænede jeg op af trappen, med Antan i hælene. Jeg åbnede skabet, og trak to skjorter "Den er vist din. " Sagde jeg. Antan nikkede. Han tog den hurtigt, og tog sin gamle slidte bluse af, og tog skjorten på. Jeg havde mistet min bluse for en uge siden, så jeg skyndte mig at tage skjorten på. Da vi havde taget vores skjorter på, kom en af drengene løbende.
" Frk. Austine kommer! Hr. Marentag har sagt at vi skal komme ned NU! " Mig og Antan nikkede til hinanden. Så spænede vi ned. Vi kom lige i rette tid. Vi kunne se frk. Austines hestevogn, ude i horisonten.
" Hun kommer!" Hviskede Antan lykkeligt. Frk.Austine var den eneste der nogensinde været sød over for børnene på børnehjemmet.
Kapitel 3.
Jeg kunne se at hun havde nogen børn med. 4-5 stykker. De så alle sammen lidt bange ud. Jeg forstod dem. Jeg havde været lige så bange. Døren blev åbnet, og frk. Austine kom ud.
" Kom børn. I skal ikke være bange." Sagde hun, til de forskræmte børn. De trådte forsigtigt ud, men gemte sig med det samme omme bag frk. Austine. Hun prøvede at skubbe dem op foran, men de holdte sig fast, bag hendes kjole. Hun så lidt opgivende ud, så jeg gik hen, bag hendes skørt, til de små drenge, og hjalp.
" Så. Rolig nu." Hviskede jeg. De så roligere ud.
"Det er ikke så slemt. Er der nogen jeg skal holde i hånden?" De små drenge så på mig. Tryghed. En lille gnist, tændte i den størstes øjne. Han nikkede.
" Hvad hedder du?" Jeg så på ham. Først stod han lidt. Så sagde han;
" Jairus" Jeg smilte til ham.
" Nå Jairus. Skal vi ikke gå ind?" Han nikkede. Så spurgte jeg ham
" Hvad hedder dine venner?" Han smilte.
"Tony. William. Sonta, og Déres." Sagde han og pegede. Jeg smilte til dem.
" Skal vi gå ind?" De nikkede. Jeg tog dem i hånden, og trak dem med ind. Hr. Maretag.
" Nå, så kom de 'søde' små. Jeg hedder hr. Maretag, og jeg bider ikke. " sagde han sukkersødt. De små drenge løb om bag mig igen. Hr. Marentag sukkede. Imens var frk. Austine kørt. Hun kunne ikke lide at se de små, forlade hende.
" Nå, så er frk. Austine her ikke mere til at passe på jer!" Sagde hr. Marentag, surt. De små drenge gemte sig endnu mere, mens Jairus stod så modigt frem.
" Matinka, tag de høns med op på værelset! Bagefter kan de få nogen af opgaverne." Sagde han med et snedigt smil om munden.
"H-Hvorfor sagde han d-det s-sådan?" Spurgte drengen, ved navn, Sonta. Her på de sidste par uger havde jeg fundet deres personlighed. Jairus, en dreng med mod. Tony, lidt (eller meget) genert. William, en sportsmand. Sonta, den mindste, og mest bange. Déres, en lille slave. Hvis hr. Marentag sagde at han f.eks. skal hente vand, så gjorde han det. Med det samme.
" Det er sådan han taler. " Sagde jeg roligt. "Nå, Sonta, gider du lige at hive i det dér snor?" Sonta kom ud af sine staver og trak i snoren. Vandet kom op af den gamle ønskebrønden, og vi gik tilbage.