På et hospital ligger en dreng. En iltmaske gemmer hans ansigt og ikke en eneste bevægelse er der at spore. Øjnene er lukkede og den eneste lyd i lokalet er de regelmæssige bip fra maskinerne. De hvide farver skær i øjnene og den ubehagelige renselugt fylder hele værelset. Ingen andre ligger på drengens værelse; hans mor har fået ham over på det privathospital de betaler til.
Men skjult for andres øjne, står der en person ved sengen. Han har et tidsløst ansigt og et blik der brænder som ild. Hans hår skinner om kap med solen, men på trods af al hans vælde, lægger ingen mærke til ham. En sygeplejerske aflæser maskinerne og skriver ned på sit clipboard, uden at give manden et eneste blik. Ubevidst går hun uden om ham, men havde man nævnt det for hende, ville hun ikke have kunnet forklare hvorfor. Hun ville nok sige, at det var et mærkeligt spørgsmål, der var da tusind steder hun ikke gik hen og hvorfor skulle hun lige præcis gå derhen?
Manden ser på drengen, der er så uendeligt stille. Stilheden skuffer ham. Han skal tage sig af drengen, men hvad skal han gøre når drengens tilstand også påvirker ham? Manden bryder sig egentlig ikke om at være så stor, det var rimelig ligegyldigt alligevel, så han skrumper sig ind og sætter sig på drengens skulder. Som de sidder der ved siden af hinanden, kan man se ligheden mellem drengens lyse og mandens blændende hår.
“Peter,” siger manden, med en rungende stemme, “Du bliver nødt til at tage dig sammen,” Peter svarer ikke. Manden sukker og lader sig falde dybere ind i drengens bevidsthed. Han lukker øjnene som han plejer at gøre og forventer den normale travle tankevirksomhed der er derinde, men da han slår øjnene op, er der lige så sort som da han havde lukkede øjne. Manden blinker gentagne gange, som om tankerne vil komme frem igen, hvis han lukker øjnene op på ny. Men det sorte bliver der. Frygten sniger sig frem i ham.
“Peter!” råber han, “Det er Sawan! Kan du huske mig? Sawan!” Han råber sit navn gentagne gange, men ikke engang et ekko kommer tilbage. Der er helt tomt. Sawan svæver blot i intetheden. Han beslutter sig for at komme ud igen, og lader sig langsomt glide tilbage i den virkelige verden. På sin plads på Peters skulder sætter han sig og trækker knæene op til brystet. Han vidste det jo godt, siger han til sig selv. Han vidste jo godt, at der ikke er noget ‘Peter’. Men kan han overhovedet reddes? tænker Sawan og kryber sammen.
Døren åbnes. Nogen kommer ind. Sawan genkender fodtrinene, der hårdt slæber sig videre. Han ser op. Dér står en kvinde med så lyst hår, at det næsten er hvidt. Tårerne gør hendes øjne blanke, men de bliver hvor de er. På hendes skulder kryber en edderkop rundt. Sawan rejser sig op.
“Utigna!” kalder han og edderkoppen ser på ham, “Utigna, kom herover.” Hun kravler hurtigt ned fra kvindens skulder og er ovre hos ham på mindre end et sekund.
“Sawan, hvordan står det til?” spørger hun og laver sig om til sin anden skikkelse; en gammel kone. Det har altid været den skikkelse hun bedst kan lide at tale til ham i. Sawan ryster på hovedet.
"Der er intet end ingenting inde i ham. Jeg har kaldt og skreget, råbt og bønfaldt, men han reagerer ikke. Og til min store forfærdelse har jeg opdaget, at hans tilstand også påvirker mig." siger han tungt og medlidenhed skyder op i den gamle dame ansigt. Sawan kæmper med ordene, men kan ikke få dem frem. Det er som om han havde ordene lige før, men nu findes de bare ikke. Utigna lægger mærke til hans kamp og lægger en behåret hånd på hans skulder.
"Jeg har den her tanke, men jeg kan ikke forklare den!" råber Sawan frustreret, og han trækker vejret dybt ind, "Det er lidt som… " Utigna nikker.
"Jeg forstår," siger hun med et smil og Sawan så håbefuldt på hende.
Kvinden havde i al den tid blot set på sin søn, men da Utigna går mod Peters hoved, bryder hun hulkende sammen. Sawan prøver akavet at berolige hende, men Peter har aldrig været tæt på hende, så Sawan har ingen anelse om hvad han skal gøre.
Imens kryber Utigna langsomt ind i Peter. Det store mørke overrasker hende. Nok havde hun lyttet til hvad Sawan havde at sige, men hun havde ikke rigtig troet på at det stod så alvorligt til. Men da hun kniber øjnene sammen, ser hun en verden, alt i sort. Noget havde Sawan altså skabt. Hun lander på den trøstesløse verden og ser sig omkring. Så begynder hun at skabe.
Det er svært at forestille sig hvad Sawan vil have, da Peter og hans mor aldrig har talt så meget sammen. Utigna bliver godt tilfreds med resultatet.
Samtidig tørrer Peters mor sine øjne og ser med et suk på sin dreng. Hun har også været der dagen før, men synet af ham ligge helt ubevægelig, skær hende i hjertet hver gang. Lægerne vil ikke sige noget og hun frygter det værste. Men som hun tørrer øjnene, ser hun noget er anderledes ved ham. En rynken? Hurtigt er hun ved ham, men hun kan ikke sætte en finger på hvad der er sket. Hvad der er anderledes ved ham. Men det efterlader hende med et svagt håb.
Sawan er henne ved Utigna på rekordtid, så snart hun er ude af Peter. Han ser spændt på Utigna.
"Lykkedes det?" spørger han og hun nikker. Så ser hun at Peters mor rejser sig op og hurtigt piler hun hen til hende. Sawan vinker efter dem.
Så lader han sig glide ind i Peters bevidsthed. Mørket er lige så kraftigt som før, men nu fornemmer han liv. Han svæver hen til det og ser de væsner Utigna har sat. Men i stedet for at råbe lykkeligt over disse middelmådige insektlignende væsner, rynker han på næsen. De slæber sig rundt, uden mål og mening.
Sawan bekymrer sig om det hele natten. Han beslutter at prøve igen: han skaber en ny verden. Den skulle være endnu bedre og det blev den. Næste dag kommer han mor og der får han fat på Utigna's opmærksomhed. Hun kravler over til ham.
"Jeg er meget glad for at du skabte de… væsner, men jeg har skabt en ny verden, kan du ikke sende dem derop?" siger han hurtigt og hun bliver næsten ikke sur. Hurtigt kryber hun ind i Peters bevidsthed og hans mor begynder at tale til ham. Hun fortæller om at hun er ked af af alt det hun har gjort. At hun er ked af, at hun sagde sådan nogle ting, der på skituren. Sawan lytter til det hele, imens Utigna gør sit arbejde.
Hun kravler hurtigt ind og nu er væsnerne ikke lige så fantastiske som hun husker dem. Sawans nye verden er endnu smukkere end den gamle, selvom der stadig ikke er noget lys. Hun fører væsnerne op på den næste verden og giver dem pels.
Sawan klapper akavet moren på skulderen og lægger mærke til at hun maser hårdere og hårdere om Peters hånd. Pludselig springer hans øjne op, uden at se på noget og et halvkvalt udbrud maser sig frem fra hans stemmerør. Hun ser forskrækket på ham.
"Peter?" udbryder hun og haster sig op fra stolen. Men Peter rør ikke mere på sig. Sawan skynder sig hen til Peters øre, hvor Utigna kommer frem og ser på hende med et stort smil.
“Så du gjorde det?” spørger han og Utigna nikker. Ellevild smutter Sawan ind i Peters bevidsthed. Han ser dyrene med pels og deres potentiale. De går omkring og ser på deres omgivelser. Han glider ud og ser smilende på Utigna. Han takker hende og hun kravler over på morens skulder igen. Moren ser tænksomt på sin søn.
Hun begynder at snakke om fortiden. Sawan følger med, imens han sender fornemmelsen af hendes lave stemme ind i Peters bevidsthed. Hun talte stille om, at hun var ked af hvad hun havde gjort. At hun skulle have lyttet mere til ham. Sawan følger med i udviklingen blandt dyrene i Peters bevidsthed. De bliver større. Pelsen flottere. Pludselig kommer en enkelt ord og rammer Sawan med et slag.
Mor.
Sawan kan mærke at der skal til at komme mere, men idet åbner døren og ordene forsvinder. En mand står i døråbningen. Hans blik scanner hurtigt lokalet, men ansigtet røber ingenting, da han ser Peters mor. Det isner i Sawan. Han husker godt Peters forhold til hans far. Fuld af bekymring skynder han sig ind til Peters bevidsthed og til sin rædsel ser han dyrene er begyndt at spise hinanden.
Faren trækker en stol hen og sætter sig på den anden side af sengen. Stilheden ligger som et tungt tæppe. Med ængsteligt hjerte holder Sawan øje med dyrene, som der bliver mere altødelæggende hvert sekund der går.
“Du var her også i går,” siger han. Med sine store evner, får han selv den sætning til at lyde bebrejdende. Moren siger ingenting. Han taler til hende, skarpt og hårdt, og til sidst kan Sawan ikke holde det ud mere.
“Utigna!” råber han, “Kom her!” Edderkoppen skynder sig hen til ham. Han guider hende ind i Peters bevidsthed og viser dyrene, der river hinanden is tykker med tænderne.
“Han ødelægger det hele!” siger han og Utigna ser bekymret på dem, “Jeg har skabt en ny verden, tag dem derop før de ødelægger hinanden helt!” Hun nikker og kravler hen mod dem, imens Sawan tager ud igen og holder øje med de to forældre. Faren hakker på moren. Moren bider tænderne sammen.
I det Utigna samler dyrene, knækker noget i moren. Hun skælder ud på manden foran hende, der rykker sammen, som om han modtager fysiske slag. Utigna fører de gode af dyrene op i næste verden og moren snerrer en sidste giftig kommentar af sin mand. Edderkoppen kommer ud og skynder sig hen til den sitrende kvinde, der stirrer hårdt på faren.
Hun skal til at sige noget mere, men står bare med sammenbidt tænder og drejer så pludseligt om på hælen, mod døren. Sawan når at se tårer i hendes øjne og Utigna, der stryger hende beroligende over håret, før hun slår døren i bag sig.
Faren ser blot efter hende. Sawan bliver uden for Peter, fordi han ikke føler sig sikker for den hårde mand. Man kan jo aldrig være helt sikker. Langsomt drejer han hovedet mod sin søn.
Uden varsel bryder han ud i gråd. Synet er chokerende for Sawan. Usammenhængende undskyldninger kom snublende ud af farens mund og han skjuler ansigtet i hænderne. Han vidste ikke hvor længe han sad der. Da alle tårerne var faldet, rejser han sig op, ser en sidste gang på Peter og styrter ud af døren.
Sawan ser forbløffet efter ham, før han tager sig sammen og kravler ind i Peters bevidsthed. Dyrene har udviklet sig. De går ikke længere rundt på fire ben, men har rejst sig op og mistet deres pels. De har dog stadig noget af det oven på hovedet. Sawan genkender dem som mennesker. Hvert menneske er en tanke og til Sawans store glæde, ser han at der kommer flere af dem. De begynder at bygge huse, i det grå landskab Sawan har skabt.
Dagen efter kommer Peters mor igen. Hun sætter sig på stolen ved siden af hans seng. Utigna lærer menneskene at spinde og væve, så de kan holde sig varme og overleve. En sygeplejerske aflæse maskiner mens moren er inde i værelset og moren spørger hende om hvordan hendes dreng har det. Sygeplejersken rynker øjenbrynene. Der er mere aktivitet end der plejer. Hun lover dog ikke noget.
Sygeplejersken går ud og moren ser på sin dreng. Hun klemmer hans hånd.
“Klara kommer lidt senere i dag,” sagde hun og pludselig åbner han øjnene. Et lille hvin undslipper hendes læber og hun rejser sig op med et sæt.
“Peter? Peter!” siger hun og tager ham om skuldrene. Øjnene er allerede lukkede igen. Han rynker øjenbrynene og mumler usammenhængende. Hans mor kalder og ryster i ham, men han åbner ikke øjnene igen. Tårerne kryber frem og hun skubber sig ned i stolen og lader dem løbe ned af kinderne. Utigna kommer kravlende i det moren hulker og skynder sig hen til hende, for at yde hende en trøst.
Peters mor bliver hos ham. Hun taler med ham, fortæller ham om hvad hans lillesøster sagde om at han var væk, ser ud af vinduet og spiser frokost hos ham. Hun fortæller at hun har fået lov til at tage fri fra arbejde den dag, men at hun nok først kommer om eftermiddagen i morgenen. Alt imens udvikler menneskene sig i hans sind, taler med hinanden og udforsker deres verden.
Efter nogle timer kommer Klara. Hun har blomster med og sætter dem i en vase på bordet ved siden af sengen. Hendes brune hår er sat op i en hestehale og den svinger efter hende, da hun sætter sig ned på en stol ved siden af Peters mor.
Sawan stirrer på hende og får en indskydelse. Han glider ind i Peters bevidsthed og ser at menneskene har taget imod noget. Han kommer nærmere og ser at det er en kolibri. Den svirrer omkring. Den forklarer, at de kan skabe varme, ved gnide en pind mod et stykke træ. Sawan ser menneskene blive trygge og få sikkerhed. Han har ikke altid vidst hvad han skulle sige om pigen, han var imod alt der havde potentiale til at skade Peter, men det ser ud til at være det modsatte. Faktisk ser det ud til at Peter tager sig af menneskene!
De støtter hinanden med opmuntrende tanker og de udvikler sig. Sawan prøver på lade Peter selv tage sig af dem og lade være med at blande sig. Dagene går og moren kommer ikke hver dag. Klara kommer kun en enkelt gang og Peter opdager det. Sawan glemmer at alt hvad han ser bliver til fornemmelser i Peters bevidsthed.
En lille bitter bemærkning bliver til flere og snart gentager alle det.
Hvorfor skulle de besøge dig? Tror du er noget specielt?
De elsker dig heller ikke. Hvordan skulle nogen kunne elske dig, af alle mennesker?
Ingen vil have dig. Se, de besøger dig ikke! De savner dig ikke. Hvorfor kunne du ikke bare dø, så ville det alt sammen have været meget lettere.
Sawan prøver på at stoppe dem, men nu er de ikke længere bemærkninger, nu er det skud. Sawan ved ikke hvad han skal gøre. Enkelte mennesker prøver på at minde de andre om da kolibrien bragte dem deres viden om ild, men det går for døve ører. De minder dem om da moren kom og faktisk sagde noget over for faren, men ingen lytter. Snart bryder kaos ud. Ingen tager sig af hinanden. De forsømmer alt. Sawan prøver på at kalde på Peter, men menneskene ændrer ikke.
En dag kommer hans mor og Sawan får hurtigt fat på Utigna. Han fortæller at Peter ikke vil lytte til ham og at menneskene siger forfærdelige ting. Utigna nikker og skynder sig ind i Peters sind. Dér ser hun forsømmelse og ondskab. Hurtigt tilkalder hun dem alle og fortæller, at Sawan har skabt en ny verden over dem. De gode skal med og de onde skal blive, siger hun. Imens taler hans mor til ham, om at det kan være hårdt og hun er ked af at hun ikke er kommet de sidste par dage, men der har virkelig været travlt på arbejdet.
Ved den sidste del, tier alle menneskerne. De havde glemt alt om at hun skulle på arbejde. Hun fortæller at hun holder modet højt og at det går fremad med hendes maleri.
Så hun vil hellere male end at se sin søn? siger nogle, men de bliver tysset ned hurtigt. For de havde ikke husket, det minde der kommer nu. Alle de gange hvor hun har malet ham og alle de gange hvor hun i stedet for at slappe af med sit maleri, har hentet ham de værste steder.
De diskuterer. Moren går. Menneskene kommer frem til at de må finde ud hvordan de kommer op til den næste verden. En foreslår at lave nogle fugle og så sende dem ud. Det bliver samstemmigt vedtaget. Fra jorden taget de ler og skaber en spurv ved fælles kraft De fortæller den at den skal finde en indgang til den næste verden. Afsted flyver den. Den kommer snart tilbage og fortæller, at den så et stort hul i himlen, men den kunne ikke flyve mere.
Så menneskene skaber en due. Den kommer længere end spurven, og kommer først tilbage efter to dage. Men den ser kun en person i hvid kittel med et imponerende overskæg. Menneskene diskuterer hvad det var og de har en fornemmelse, men ingen kan sætte ord på det. Så de skaber en ny fugl, en høg, der måske kan se noget tydeligere. Den ser hvide vægge, en sol der går ned, en masse maskiner der siger lyde og en kvinde i hvid kjole og håret bundet op.
De bliver, ikke med den største glæde, enige om at de ligger på et hospital. At manden med overskægget nok var en læge og at kvinden nok en sygeplejerske.
Der gik nogle dage. Sawan overlod Peter til sig selv og holdt sig i et hjørne af hans bevidsthed ikke fik nogen fornemmelser af verdenen udenfor. Han var nødt til at tage sig sammen, for at kunne komme tilbage.
De skabte en ny fugl; en kattedrossel. Den var endnu bedre. Den fløj mod hullet, op af hullet og så en lav pige, med sit mørke hår sat op i en hestehale, tale med en ældre dame med lyst hår. Den så også det hvide lokale som høgen havde beskrevet, men meget tydeligere.
Alt dette fortæller den menneskene og der bryder jubel ud, da de forstår at det var Klara og Peters mor der sad der. De er altså ikke ligeglade! Diskussionen gik endnu mere bravt end sidst. Nu skulle de ud. Peter skulle til overfladen. Men hvordan? Sawan så det godt og han råber efter Utigna, der kommer løbende ind.
“Peters tanker vil gerne ud!” siger han glædestrålende, “Men de ved ikke hvordan. Kan du ikke hjælpe dem?” Hun går med til det med et stort smil. Hurtigt skaber hun et solsikkefrø og tager det til menneskene. Hun forklarer at de skal plante det, under hullet til den næste verden. Det gør det og under Utigna’s kyndige vejledning, begynder de at koncentrer sig. Solsikken bliver højere og højere. Sawan hepper og Utigna kommer med tilråb.
Menneskene begynder at opmuntre hinanden.
Nu skal jeg se mor igen!
Hvor jeg savner Klara!
Hvad skal jeg gøre som det første?
Hvad med at give mor et stort kram?
Det hele bliver så dejligt!
Solsikken bliver højere og højere. Menneskene bliver gladere og gladere. Men én var i tvivl og den spredte tvivlen.
Er du nu sikker på det?
Vil de modtage dig med glæde?
Vil de overhovedet være glade over at du kommer tilbage?
Solsikken ryster. Den svinger fra side til side. Bladene visner fra yderst og ind mod midten med frøene. Den krøller sammen og ender på jorden, grå og vissen. Utigna planter et grantræ og skælder de bidende stemmer ud.
Menneskene tager fat igen og kommer med positive råb, men de er ikke stærke nok og det bliver ikke højt nok. Utigna planter et fyrretræ, men det bliver heller ikke højt nok. Hun planter et grantræ, men det bliver heller ikke højt nok. Hele tiden råber nogle mennesker bemærkninger, der sår tvivl og nedslåethed. Da planter Utigna en bambus.
Menneskene råber endnu højere. Utigna hepper. Sawan hepper. Både han og Utigna tager fat om dem med bemærkninger og langsomt forsvinder de, der sår tvivl. Bambussen bliver højere og højere. Til sidst er den høj nok.
"Nu skal vi kravle op, mod den nye verden. Jeg kravler først og så vil jeg modtage jer. Alle skal holde øje med om at de onde mennesker ikke kommer med op," siger Utigna og alle forstår. Koyangwuti kravler først. Hurtigt pakker de deres ting og så klatrer de.
Alt imens dette, taler hans mor med ham. Eller nærmere, til ham. Hun siger at hun er ked af at hun ikke var der den nat. At hun skulle have lyttet mere. At hun ikke skulle have gjort som hans far havde sagt til hende hun skulle gøre og at det alt sammen var hendes skyld. Gråden river hendes hals, da hun grådkvalt siger:
"Undskyld." Tårerne bryder frem og hun kan ikke holde et hulk tilbage. Hun knuger hans hånd og leder efter lommetørklæde med den anden hånd.
"Nej," lyder der pludselig i en mumlen. Hans mors blik flyver over til Peter, der stirrer ud i luften. Hun gisper.
“Peter?” siger hun halvkvalt og rejser sig over ham. Han mumler og lukker øjnene, men der kommer ikke flere ord. Ubevidst trykker hun hårdere om hans hånd og han rykker i armen. Hun giver slip med et sæt og stirrer på ham. Hvad skal hun gøre? Lægen. Hun åbner døren med et ryk, men når ikke længere. Men hvad nu hvis han vågner imens hun er væk? Til hendes held kommer en sygeplejerske forbi. Hurtigt stopper moren hende.
Imens, inde i Peter, kravler menneskene stadig op. En efter en kommer de op til overfladen og Utigna tager imod dem alle. Snart begynder nogle at sige:
Men var der ikke nogle onde?
Alle gode er vel kommet op.
Lad os vælte bambussen!
Alle som en kommer de mod bambussen. De begynder at skubbe til bambussen, så den ryster og menneskene på den begynder at råbe onde bemærkninger, som for at berettige de ovenståendes meninger om dem.
Pludselig falder bambussen. Sygeplejersken kommer ind. De faldende råber forbandelser og prøver at så tvivl, men Sawan træder frem. Hans mor træder frem.
Peter slår øjnene op. Han ser sin mor, der spærrer øjnene op.
“Mor?”