Ingen skov uden træer
Denne historie har kun 1. kapitel, da jeg har lavet den til en bog.
Er du interesseret i resten af historien? Skriv en email til mig på martha.schou@gmail.com
Kapitel 1.
Milana sank en klump grød og lyttede opmærksomt efter. Hendes forældre snakkede oprevet sammen med en gammel mand og Milana studerede ham, uden at stirre for meget. Milanas gæt var, at han var sømænd, så vejrbidt som han så ud. Han var over et hoved højere end Milana og fire gange så bred. Det store hvide skæg, der næsten gemte hans mund, rystede på sig hver gang han sagde noget og hvide totter sprang ud under hans hue. Han havde tydelige smilerynker ved hvert øje, der viste hvilket venligt væsen han kunne være. Men det alvorlige ansigt han havde på nu, gemte det helt væk. Milana vidste fra sine forældre, at sømænd var de bedste at få nyheder fra.
“...kender vi ikke til den fest?” Det var hendes mor der talte. Hendes hud var så brun; hendes familie havde været handelsfolk helt tilbage tip-tip-tip-oldeforældrene. Milana havde arvet hendes sorte bølgede hår og de mørke rødlig brune øjne, samt den mørke hud.
“Skat, jeg tror det er fordi vi har haft så travlt med…” sagde hendes far, der ellers kom fra norden, allerede var blevet helt solbrun, og rystede hovedet over mod Milana, der smilede stort. Det var snart hendes fødselsdag og de havde lovet noget stort. Men samtidig var hun ked af, hvis han mente at hun havde været besværlig og de havde haft travlt med at holde styr på hende. Smilet faldt til jorden.
“Men festen er der endnu, i mindst en uge endnu!” sømandens stemme rystede hele kroen, den var mindst lige så stor som ham selv.
“Det er jo trods alt en fest for foråret!”
Moren sad tydeligvis og bandede inde i, over hun ikke havde lyttet noget mere til sladderen. Hun burde have hørt om det før. Sådan en fest ville være det bedste tidspunkt til at sælge i; folk var glade og folk var mere oplagte til at købe, hvis de var glade og hvis der var flere boder samlet. Og der ville helt klart være flere boder. Ingen handelsmand ville gå glip af sådan en chance.
Hun så på skipperen, smilede et af sine fortryllende smil og takkede ham for at fortælle dem om det. Skipperen løftede høfligt i hatten og gik ud af kroen. Moren drejede hurtigt mod Milanas far.
“Vi skal derhen.” sagde hun, henvendt til faren. Han kløede sig i baghovedet og rettede på brillerne. Så kastede han et blik over på Milana, der var blevet færdig med grøden.
“Men så skal vi jo uden om Skoven og den tager over fem dage!” sagde han og så opgivende på sin kone. Hun lagde en pegefinger på hagen og så ned.
“Ja, så i stedet går vi igennem den.” sagde hun til sidst. Milana og hendes far sprang tilbage med et synkront: “Hvad?!”
Milanas mor tog hendes hånd og så hende i øjnene. De var så blå som havet i syden, mens Milana havde arvet sin fars brune øjne.
“Vi kunne få en stor gave til dig. Jeg ved lige hvad, men jeg har ikke haft råd til den.” sagde hun og drejede hovedet over mod hendes far igen: “Man kan tjene mange penge på sådan en fest.” Milana kom i tanke om hvilken skov de mente og blev helt kold, da hun så hendes far næsten var ovre på hendes mors side.
“Jeg ved ik…” startede han, men blev afbrudt af Milana, der råbte:
“NEJ!” Moren og faren stirrede på hende og hun så bedende på dem begge to.
“Ikke Skoven. Jeg er ligeglad med en stor gave. Har i ikke hørt det? Folk forsvinder derinde. Vil i ikke nok bare rejse uden om?” spurgte hun, men kunne se på sin mor, hun allerede havde bestemt sig.
“Nej.” sagde hendes mor, lige i det hendes far åbnede munden. ”Vi tager derover og så mødes vi i byen. Du kan rejse med familien Uk’las..”
“Hvad?!” Milanas stemme blev skinger. “Skal jeg ikke med jer? Skal vi skilles? Hvis i absolut skal gennem Skoven, kan jeg så ikke komme med? Må jeg ikke nok?” Men sagen var afgjort. Næste morgen blev hun anbragt i familien Uk’las vogn. De var en anden handelsfamilie, som Milana nogen gange havde leget med. De havde en søn, Ulste, men han var svagere og mere forskræmt end Milana, så hun havde ikke andet end foragt for ham. Forældrene var nogle kærlige, store mennesker, hvis specialitet var Smussa brød, en sød kage. Hun placerede sig i vognen, så hun var længst væk fra Ulste og sin mor og omfavnede sine knæ. Hendes mor bed sig i læben og trak noget frem fra sin pung. Hun rakte det frem og Milana rejste vagtsomt hovedet. Det var en lyskrystal. Langsomt tog hun imod den.
“Milana, tag den her. Når du kommer over i landsbyen, vil den lyse når du kommer i nærheden af dens søsterstykke, som jeg har,” hun rakte sin krystal frem og ganske rigtigt, lyste krystallerne et fint blåt lys, ”Sådan vil du finde mig.“
Men Milana lyttede kun med et halvt øre og nikkede sløvt. Hendes mor rakte ind, klemte hendes hånd i et sidste farvel og gik så over til deres vogn. Så kørte de. Milana faldte hurtigt i søvn, for hele natten havde hun ligget vågen og grædt. Lige i det hun vågnede op, fortrød hun at hun ikke havde sagt farvel til sin mor. Eller far. Hun kunne ikke komme på hvad det sidste hun havde sagt til dem, havde været. Hun havde haft så travlt med at holde krig, ved ikke at sige noget, at hun ikke kunne huske hvad det sidste hun havde sagt til sin forældre var. Hun mærkede tårerne presse sig på. Hendes far sagde altid, at tårer ikke var et tegn på svaghed, det var et råb om hjælp og en løsning på et problem. Og åh ja, hvor ville hun gerne have haft en løsning på sit problem, så hun prøvede ikke på at standse tårerne. Ulste, der havde siddet helt stille og akavet, siden hun kom ind i vognen, rykkede hen til hende da hun græd og trøstede hende hele vejen til landsbyen.