En gang, for længe længe siden, var der en ond trold. Den spiste al den mad som feerne samlede og truede med at spise dem, hvis de ikke kom med mad til den.
Tilsidst lavede feerne et møde. De kunne slet ikke få nok mad. De var sultne og trolden spiste alt hvad de samlede.
"Vi skal have nogen til at flyve hen og få trolden til at stoppe med at spise vores mad." sagde Bi, der var den der havde inkaldt til mødet.
"Hvem melder sig?" hun så ud i rummet efter udstrækte hænder og hun så, at der kun var én, der havde hånden oppe.
"Rose? Du melder dig?" spurgte Bi forundret. Rose var ikke den modigste type.
"Ja, det gør jeg" sagde Rose satte hænderne i siden.
"Nå, okay. Jeg forventer at du tager afsted i morgen tidlig." sagde Bi og tilføjer:"Mødet er slut. I må alle gå hjem."
Alle feerne rejste sig og gik hver til sit. Rose var meget stolt over at hun havde turde at melde sig og at ingen andre havde turde.
Næste morgen pakkede Rose en taske med hvad hun kunne få brug for. Hun pakkede et reb og nogle andre nyttige ting. Tilsidst var hun rejseklar og gik ud af febyen med raske skridt. Da hun var kommet et stykke, kunne hun høre en pivende stemme der råbte om hjælp. Hun skyndte sig at løbe mod stemmen og kom frem til en lille kanin, der sad fast i en tjørnehæk.
"Hjælp, hjælp! Jeg kan ikke komme væk!" pev kaninen og Rose tog straks sin taske af og gik hen til den stakkels kanin. Rose undersøgte den meget grundigt og begyndte så at vikle pelsen, så forsigtigt hun kunne, ud af tornene.
Da Rose havde viklet den så forsigtigt som hun kunne ud af tornene, var tornene overdækket af hår.
"Tak skal du have! Hvis du havde hjulpet mig, var trolden sikkert kommet forbi og havde spist mig!" sagde kaninen lettet.
"Hvad hedder du egentlig?" spurgte kaninen og sitrede med ørene, en gestus som Rose ved betyder at nu er den opmærksom.
"Jeg hedder Rose. Hvad hedder du?" spurgte hun nysgerrigt.
"Det er vel nok et pænt navn! Jeg hedder Kanin. Dejligt at møde dig." sagde Kanin. "Men hvad laver sådan en som dig i den farligeste del af skoven?"
"Jeg kunne spørge dig om det samme." svarede Rose og smilede.
"Jeg blev sendt ud for at plukke bær til min familie, men de vokser kun her, så jeg blev nødt til tage her hen. Men så kom jeg til at falde ind i tjørnehækken og så kunne jeg ikke komme væk. Heldigvis kom du." sagde Kanin og smilede. "Din tur."
"Okay. Jeg kom fordi at vi feer gerne vil af med trolden. Han spiser al vores mad og hvis det bliver ved, dør vi af sult, hvis han ikke spiser os først." sagde Rose sørgmodigt. Kaninen så sig lidt omkring og snuppede nogle bær og lagde dem i to bunker.
"Det her aflevere jeg til min familie," sagde hun og pegede mod den ene bunke "og den er til dig. " og så pegede hun mod den anden bunke." Rose var meget glad og sagde mange tak for gaven. Hun puttede dem ned i hendes rygsæk og kaninen samlede dem sammen i sine poter.
"Farvel. Jeg skal tilbage til min familie med de her bær til min mors kage, men hvis du venter lidt, som kommer jeg tilbage og går sammen med dig." sagde kaninen og hoppede væk. Rose nikkede og satte sig forenden af et træ. Lidt efter kom kaninen hoppende og sammen gik de videre.
Lidt efter hørte de en løves brøl. De skulle lige til at gå uden om, men så hørte de en lille stemme.
"Hjælp! Hjælp!" råbte stemmen og så sneg de sig mod stemmen. Da de kom frem, så de en abe, der sad og hængte oppe i et træ og råbte om hjælp. Neden under aben var der en stor løve, der stod og brølede af den.
"Er der ikke nogen der vil hjælpe mig?" klynkede aben. Løven brølede endnu højere, så Rose og Kanin næsten ikke kunne høre hvad aben sagde. Rose tænkte lidt og fik så en ide. Hun tog sin rygsæk af og tog to grydelåg frem. Så listede hun lidt tættere på og begyndte at slå dem mod hinanden. Løven blev forskrækket over de høje lyde, at den hoppe højt op i luften og stak af. Rose stoppede med at larme og aben kravlede ned fra træet.
"Hvordan endte du oppe i det træ?" spurgte Rose, efter hun havde puttet grydelågene ned i sin taske igen. Aben hoppede lidt rundt og spiste nogle bananer.
"Jo altså, det startede med at jeg ledte efter et banantræ. Så så jeg det dér træ, hvor jeg syntes jeg havde set noget gult. Men så kom den dér løve og så løb jeg bare op i træet.
Og så fandt jeg ud af, at det gule jeg havde set deroppe, bare var et blad! Og træet var så langt væk fra de andre træer, at jeg ikke bare kunne svinge mig hen til et andet træ. Men heldigvis kom i." sagde aben glad.
"Hvad hedder du egntlig?" spurgte Kanin nysgerrigt. "Jeg hedder Kanin og hende dér hedder Rose." Kanin pegede på Rose.
"Jeg hedder Abe. Må jeg godt komme med jer?" spurgte Abe.
"Ja selvfølgelig." svarede Rose og så gik de videre.
Efter at var gået et stykke tid, så kom de til en stor hule. Den var meget stejl, så Rose tænkte at det nok var en god ide, at binde hinanden sammen med et reb og klatre ned. Hun besluttede at Abe skulle være øverst, for den var jo meget god til at klatre. Så kom Rose og så Kanin. Loftet var for lavt til at Rose kunne flyve, så hun var også nødt til at klatre.
Da de kom ned i hulen, var der en stor sø og nogle træer. Man kunne slet ikke komme over floden medmindre at man svømmede eller fløj. Men Rose kunne ikke bære sine venner over hvis at hun fløj, så de blev nødt til at finde på noget andet. Rose kunne heller ikke svømme, for så ville hun få ødelagt sine vinger. De gik lidt og tænkte over problemet. Så fik Rose en ide.
"Lad os bygge en båd!" sagde Rose og tog noget værktøj frem fra sin rygsæk. "Abe, du henter noget træ, Kanin du hjælper Abe." sagde hun og rakte dem en økse.
Kanin og Abe nikkede og løb hen til træerne. Rose tog nogle ting ud af sin rygsæk, som hun lagde frem på jorden foran sig. Lidt efter kom Kanin og Abe slæbende på et træ. Rose fløj hen og hjalp med at slæbe det. Så lagde de det på jorden og begyndte at hakke en fordybninbg i træet. Da de havde lavet fordybningen, begyndte de at slibe den. Til sidst lagde de alle tingene ned i og skubbede båden ud i søen. Lidt efter sejlede de afsted. De opdagede, at søen var en flod og at den var meeget lang. De padlede videre, nogle steder var de nødt til at skubbe den, men tilsidst kunne de se det store træ, hvor febyen var. Rose var meget glad, selvom hun var ked af at hun ikke havde fundet trolden. Men da de kom tættere på, opdagede de at det var sket noget imens Rose havde været væk. Søen gik ikke helt hen til træet, så de var nødt til at fortøjre båden og derhen. Da de kom helt hen til træet, kunne med det samme se at der var noget galt
Hytterne, hvor feerne boede i, var trukket ned, Den Store Plads, hvor feerne mødtes til fester, var knust til pindebrænde, og der var så uhyggeligt stille. Rose fløj op i træet, Abe kravlede og sammen hev de Kanin op i last kurven. De listede lidt frem og Rose overvejede om hun skulle råbe efter de andre feer, men beslutter at lade være. Man ved aldrig om der er noget andet der hører én. Abe kravlede lidt rundt i husene og prøvede at finde nogle andre feer. Pludselig hørte de en lille stemme.
"Psttt. Pstt. Kom herover."
De fulgte lyden, og kom til den eneste hytte der ikke var revet totalt i smadder. Så gik de forsigtigt indenfor.
"Herovre...." De gik langsomt hen mod stemmen. Pluseligt snublede Abe og væltede over
Kanin der væltede over Rose. Det gav et stort spetakel og Rose vafr sikker på at de nu var afsløret. Så kunne Rose mærke en hånd hjælpe hende op.
"Shh, han kan høre dig."hviskede stemmen.
"Hvem kan høre mig?" hviskede Rose tilbage.
"hvem er du?"
"Det er mig, Bi"svarede stemmen "og ham jeg taler om er..." hun tav. "Trolden"
Rose var målløs. Hun kunne fatte hvad der var sket imens hun havdet været væk.
"Trolden? Og her har jeg gået og ledt efter ham! Men vi bliver nødt til at lægge en plan!" sagde hun beslusomt.
"Jeg har! Jeg har det! Jeg har det!" råbte aben.
"Shhh! Hvad er det du har?" hviskede Bi ængsteligt.
"En ide! Hvis i nu...tiske...hviske og bi...hviske....så går det nok godt." sagde aben med håb i stemmen.
"Okay? Klar? Parat? Nu!" Rose løb ud af døren, spænede om bag et af de ødelagte huse, og holdte udkig.
Kanin skulle være lokkemad, hvilket hun ikke syntes om, men hun blev nødt til det. Abe og Bi, skulle kravle op på et de ødelagtes huses tag. Så gjorde de sig til rette, og ventede. De havde et stort net med derop. De hørte først et BUM og et KRASJ, og til sidst, et KABUM! Men så blev der stille igen. Rose, aben, Bi, og kanin, lyttede med ængstelige øre.
"Hvad s-sker der nu?" Stammede Abe nervøst.
Bi så ud som om hun skammede sig meget over et eller andet.
"Jeg tror jeg kom til at fører trolden her hen. Jeg var ude og plukke bær og så kom trolden. Jeg gik i panik og spænede her hen. Da trolden opdagede at vi ikke havde noget mad, gik han grasat. Lige nu ligger han vist et eller sted og sover."
Så tog Rose sig sammen. Hun fløj ud, og råbte til trolden
"Heey! Hallooo! Hey, tyksak!" Imens at hun kastede sten i hovede på ham. Trolden tog en afværgende hånd op, de regnede sten.
"Ja, det er dig jeg mener! Kom lige her, så jeg kan give dig en lærestreg! Paphoved! Dummernik!"
Trolden udstødte et brøl og svingede en arm mod Rose, men Rose var hurtig og nåede og flyve uden om.
"Ha! Er det det eneste du kan?" råbte hun og kastede nogle flere sten på ham, for at ophidse ham. Inde i hendes hoved fulgte hun planen trin for trin.
"Kanin! Kast sten på ham og før ham hen til Abe og Bi!" råbte Rose og lavede en hurtig manøvre uden om trolden og kastede stor sten lige i nakken på ham.
Kanin nikkede og hoppede rundt nede på jorden og samlede sten op. Så begyndte hun at kaste med dem og trolden brølede og kiggede sig om efter den person der kastede med sten. Trolden fik øje på Kanin, som hurtigt hoppede mod Abe og Bi. Rose kastede lidt flere sten på ham og fløj så samme vej, som Kanin.
Trolden bumpede frem lige bag dem, men de kiggede ikke bag sig, det turde de ikke. Tilsidst kom de hen til Abe og Bi. De holdte det store net frem. Så kastede de det ud over Trolden, som så er helt fanget i det.
"Juhuu, vi fik Trolden!" råbte de allesammen og gav hinanden et kram.
Lidt efter begyndte alle de andre feer at komme. De kom alle sammen og fik trolden kastet langt væk, til dragernes land. Alle arbejdede på at bygge husene op igen og alle sang mens de gjorde det. Rose flettede noget tag, Kanin bandt stolper sammen , Abe klatrede aller øverst op og satte husene fast til træerne og Bi samlede mad.
Og de levde lykkeligt til deres dages ende.