23

december

Allion førte an, med Raijin lige bag sig og Maja nogle skridt fra dem, sammen med Lopis. Den store hvide hund knurrede og fik Allion til at fare sammen med et sæt, gang på gang. Allion førte an med sikker mine og gik lige ud, som efter en usynlig tråd. Han drejede og drejede og snart mistede Maja al fornemmelse om, hvor de var. 

De kunne ikke se igennem det tætte mørke og Maja gik med udstrakte arme, for ikke at vakle ind i en stalaktit. Pludselig råbte Allion, så det rungede igennem gangen:

“Trappetrin!” Maja opdagede dem også, ved at snuble over dem. Lopis greb hendes kortærmede bluse, med kæberne, i sidste øjeblik. Hun kom fortumlet på benene, klappede Lopis på hovedet og så sig ekstra godt for, når hun trådte på trinene. Snart var de oppe i grotten og Maja så sig omkring. Den kolde fugtige grotte havde været hendes hjem, da hun ikke havde vidst, hvem hun var. Hun rettede ryggen. Nu vidste hun hvem hun var. Vinterhjælperen Laiska. Derfor var det hendes pligt, at få fikset sine fejl og derfor, var de på vej mod grantræet. Snestormene kom, fordi hun ikke huskede, hvordan hun skulle betvinge dem! Maja havde jo set de blå slanger forsvinde ind i træet, så hun burde finde sine evner dér. Men hun så jo også én af dem forsvinde ind i sig selv og det havde sørget for, at hun kunne komme i forbindelse med sin mor og sig selv.

Hun så sig omkring og smilede. Hun havde været længe nok i den grotte, til hun kunne finde vej med lukkede øjne. Lopis luntede med hende, igennem grotten og de gik sammen mod åbningen. Raijin holdt godt fast i Allion, der virkede så ufattelig lille og grå. Maja håbede, at snevæggen var væk. Ellers ville de nok ikke kunne komme ud og i så fald, vidste Maja ikke hvad de skulle gøre. 

De kom op til grotte åbningen , der stadig havde lidt sne, men ikke meget. Da de alle sparkede mod det, kunne de let komme ud. 

Udenfor, stod grantræet. Det var så stort og hvidt, men den indgød ikke længere en følelse af tryghed. Hun huskede sandheden om det. Maja så for sig, igen og igen, hvordan Raijins far fik blå slanger om sig og grinede manisk. Hvordan hun blev skubbet over trætoppene og snestormen, der startede og hvordan hun ikke kunne finde ud af…

Hun tvang sig til at tænke på noget andet. I stedet fokuserede hun på træet. Det hvide gran, vidste hun nu, var fra hendes vintermagi. Den enorme højde, vidste hun dog ikke hvorfor. Hun blinkede overrasket, da hun så noget røre på sig, bag stammen. Lopis knurrede.

Allion vristede sig fri og løb over til træet, hvor snerrende grå væsner kom frem. Lange, spidse, tænder var blottet og de pelsklædte væsner kom tættere på. Maja rystede og alt skreg i hende, på at løbe væk, men hun kunne ikke.

Ulve. Tanken lammede hende. Lopis snerrede tilbage og blottede tænder. Raijin stillede sig ved siden af Maja og selv med flere centimeters mellemrum, kunne hun mærke rystelserne.

“Hvad skal vi gøre?” hviskede han og fumlede ved sine fingre. Ulvene kom tættere på og så brød en af dem ud i et hyl. Aldrig havde Maja hørt en så frygtindgydende lyd. Den fik hende muskler til at miste deres kraft og hendes knæ gav efter, så hun landede i den kolde sne. Med det samme, løb ulvene mod dem, med højlydt knurren og aggressive bjæf og omringede dem. Alle som en knurrede de og fik selv den enorme hund, Lopis, til at pive. Dens ravgule øje faldt på den chokerede Maja og den rankede ryggen. Den begyndte at gø og det fik Maja ud af chokket. Hun så rædselsslagent op på den og greb fat i dens pels.

“Nej, Lopis, stop nu. Det er ikke en god ide, NEJ! Stop, så!” råbte hun og hev hårdt i ham, så han væltede om i sneen. Han pev og lagde sig om hende og Raijin. Ulvene spredte sig lidt, så en enkelt passage var åben, og i den trådte Allion frem. 

Drengen så ned på dem, med et koldt blik i øjnene, men Maja syntes hun så en anden følelse blande sig med det. Men han så væk, så hun var ikke sikker på om hun havde set rigtigt. Ulvene hylede, men Allion slog en hånd ud mod dem og de stoppede, med en klynken. 

“Du har altid været så perfekt. Når din mor var vinterhjælper, hvem var så i tvivl? Selvfølgelig skulle du følge i din mors fodspor. Og den lille drømmer fulgte rundt efter dig, som en kylling efter sin mor,” snerrede han, men stemmen rystede og knækkede, så han var nødt til at rømme sig. Han gik ud på den anden side, af sin ulvebarriade, der lukkede sig i en tæt ring.

“Den lille drømmers far var træt af sin søn og voila,” sagde han med et smil, “ind kom jeg.” Han gned sig om håndleddet, imens han talte og da Maja så tættere på, så hun et lille armbånd, af noget gråt metal. Hun havde ikke lagt mærke til det før, fordi han havde gået med ærmet over det, men nu var ærmet revet op i strimler. Raijin fnøs.

“Jeg synes du husker den historie lidt besynderligt… “ begyndte han, med et skævt smil, men Allion afbrød ham.

“Det kan godt være, men det kan vi gemme til senere. Du,” Allion pegede på Maja, “min kære, skal bringe min herre tilbage.” Maja spærrede øjnene op og mindet om de blå slanger strøg forbi hendes indre blik. 

“Nej!” skreg hun og kæmpede sig bagud. Ulvene snerrede og bed fast i hendes tøj. Hun skreg og kæmpede for at komme fri, Lopis kom for at hjælpe, men resten af flokken overvældede ham. Til sidst var hun trukket, grædende og hikstende, op foran Allion, der bare så på hende.

“Kom så,” sagde han og slæbte hende afsted, i et godt fast greb om overarmen, “Det skal være nu.” Han tvang hende hen foran træet og lagde armen over hendes hals. Armbåndet af metal brændte mod hendes hals og hun gispede.

“Nu får du ham ud. Ellers går det meget galt, for Raijin og din hund.” sagde han og Maja nikkede, mens hun prøvede at holde tårerne tilbage.

Hun strakte, rystende, armene frem foran sig, så håndfladerne pegede mod træet. Raijin råbte at hun skulle lade være og Lopis klynkede, men hun var nødt til at gøre et forsøg. Hun lukkede øjnene og lukkede alting ude. Hvad var det der var sket der i mindet? Hun huskede følelsen og slog øjnene op. Hendes hjerte sprang et slag over. Blå slanger bugtede sig over hendes arme, men de var tyndere end i mindet og langsommere. De bevægede sig ud i luften og samlede sig om træet. Maja prøvede at huske manden fra billedet og slangerne bevægede sig hurtigere. Hun lukkede øjnene og skabte det bedste billede hun kunne af manden. Hvilken slags sko havde han haft på? Svaret kom lige bagefter. Sorte læderstøvler. Hvordan hun skulle gøre, kom langsomt til hende og det flød lettere og lettere, for hende at skabe ham igen. Under det hele, fik hun pludseligt overhældt energi, så overvældende, som hvis hun havde stået under et vandfald. Så gik det endnu hurtigere.

Hun slog øjnene op. Grebet slækkede om hendes hals. Allion vaklede bagud hende og faldt på knæ. Manden foran dem inspicerede sig selv. Sorte læderstøvler, brun barkhud, grønt hår og brune øjne. Hans næse var lidt skæv og der var hvide stænk i hans hår. Han så på Maja, der kun holdte sig på knæ, med nød og næppe.

“Herre, jeg fik dig tilbage!” udbrød Allion, i en ærbødig tone. Manden så på ham og knipsede. Drengen stønnede og tog sig til håndleddet, dér hvor armbåndet var. Maja så ikke på ham, hun kunne næsten ikke tænke, efter al den energi hun havde brugt. Hun følte sig på en gang så fuld af energi, at hun kunne løbe et marathon og så udmattet, at hun kunne falde om, hvilket øjeblik det skulle være. Manden så på hende, med et lille smil.

“Nåda, Laiska. Så fik du mig endelig ud.” sagde han og lagde en hånd på hendes skulder. Den sidste rest energi strømmede ind og han slap forskrækket.

“Tager du din magi tilbage? Det kan vi ikke have. “ med de ord stillede han sig foran hende med lidt spredte ben, pegede og råbte:

Reb til tårer, reb til had

hvem har brug for fri og fred?

Et reb skød ud af hans arm og bandt Maja. Idet samme, faldt hun om, bevidstløs.