22

december

Det velkendte syn af grantræer og sne, fik Maja til at smile for sig selv. Hendes dobbeltgænger, Laiska, stod ved siden af hende, men var halv-gennemsigtig. Da Maja så ned af sig selv, så hun, at det samme var sket for hende. Hun vendte blikket fremad og så en til version af sig selv. Det var underligt, at holde sig selv i hånden og se på sig selv, lege med sneen. De havde alle endda det samme tøj på. Maja fik hovedpine af at tænke på det, så i stedet fokuserede hun på sig selv, i mindet.

Hun sad i sneen og skrabede sneen sammen. Hun sad med knæene direkte på sneen og fingrene var bare, men hun hverken frøs eller rystede. Hun samlede mere og mere sne sammen, så stakken blev større. Da hun ikke havde mere sne i nærheden, rakte hun ud mod en snedrive, to skridt væk, og mumlede nogle ord, imens hun drejede håndleddet. Sneen løftede sig og svævede mod hende. Den lagde sig på hendes samlede sne og hun slog tilfreds på den, så den blev god og tæt. Længe gentog hun den proces og Maja så på Laiska ud af øjenkrogen. Ville der ikke snart ske noget? tænkte hun, men samtidig, vidste hun hvad der kom. 

Snebunken var nu højere end hende og hun begyndte at forme den. Ikke med sine evner, men med sine bare hænder. Den fik et hoved, fire ben, en stor krop og en stor hale. Hun trak noget ud af sin lomme og Maja sneg sig lidt tættere på og så over skulderen.

I den ene hånd havde hun to små ravklumper, men det var ikke dem hun stirrede på. Det var snefnugget, med blå bånd, hvor der over den ene gren stod Laiska. I mindet smilede hun og satte de to ravklumper i som øjne og en klump kul som snude. Så trådte hun lidt væk, lagde snefnugget om halsen og kneb øjnene hårdt sammen. Hjertet sprang et slag over, da Maja så de blå slanger bugte sig ud fra minde-Laiskas hænder. Minde-Laiska åbnede øjnene med et sæt. Hun stirrede på slangerne, der nærmede sig sneskulpturen og et stort smil fyldte hendes ansigt. Slangerne snoede sig om sneskulpturen og indyllede den i en lyseblå kokon. Pludseligt trak den sig sammen og skød ud i alle retninger. Maja kunne holde sig oppe, men minde-Laiska væltede bagover i sneen. Den kraftige vind røg direkte igennem Maja. 

Så snart hun kunne, sprang minde-Laiska op og tumlede hen til sneskulpturen. Hun stirrede på den store hund, hun havde skabt. Den drejede hovedet mod hende og slikkede hele hendes ansigt i ét slik. Hun stivnede og de ravgule øjne blinkede. Den gøede og sprang omkring i sneen. I mindet grinede hun og sprang rundt sammen med den. Langsomt fortonede billedet sig og de stod igen i den underlige sorte. 

“Jeg skabte ham,” hviskede Maja og kunne ikke lade være med at smile. Laiska gengældte det. 

“Ja og da han er af sne, kan han ændre skikkelse og blive rstørre, hvis der er sne i nærheden.” forklarede Laiska og Maja kom i tanke om noget.

“For eksempel et pindsvin?” spurgte hun og Laiska nikkede. Men en tanke generede Maja.

“Laiska, kan du ikke hjælpe mig?” spurgte hun og Laiska smilede stort.

“Jo, det er altid en god ide, at lytte til dig selv! Det er der mange mennesker der ikke gør,” tilføjede hun for sig selv. Maja ignorerede det.

“Hvad skal jeg gøre, når jeg kommer tilbage?” spurgte hun, “Allion var med til at jeg mistede min hukommelse! Og Raijin også!” Tårerne krøb op i hendes øjne og Laiska lagde en hånd på hendes skulder.

“Nu skal du bare høre,” sagde hun og satte munden op ved Majas øre. Hun forklarede alt hvad hun skulle gøre.

“Har du forstået?” spurgte Laiska og Maja nikkede. Laiska klappede hende på skulderen tre gange og alt blev sløret. 

“Husk, jeg er altid her,” sagde Laiska, imens det sidste fortonede sig. Farverne gled ind i hinanden. 

Maja slog øjnene op og en stor tunge slikkede hele hendes ansigt. Hun skubbede til Lopis og fik sat sig op. Hun gned øjnene og stillede sig op på knæ. Lopis snusede til hende og hun tog dens hovedet i sine hænder og panden mod dens pande. 

“Lopis, min lille skabning af sne,” mumlede hun og smilede. Lopis klynkede og slikkede hende forsigtigt på hagen. Hun rejste sig op og lagde benet over ryggen på ham.

“Kom Lopis,” sagde hun og tørrede øjnene med håndryggen, “Lad os komme tilbage til dem.” Lopis pev og indvendte, men gjorde som hun sagde. Hurtigt kunne de se den lille lejr igen. Allion og Raijin sad der begge to og da de kom lidt nærmere, kunne de høre det højlydte skænderi de havde gang i. 

“... kan heller ingenting! Hvis det ikke var for dig, så… “

“Så hvad? Jeg vidste det! Jeg kunne ikke stole på dig, Allion!” 

“Nå så det siger du? Hvis bare Laiska var blevet i min hytte, så ville hun ikke havde frosset halvt ihjel!”

Mundhuggeriet stoppede, lige da Maja, ridende på Lopis, trådte frem. De to drenge stirrede på hende, med store øjne. Raijin sprang op og gav hende et stort knus. Han skyndte sig væk og begyndte at pille ved sine fingre.

“Det-det… det må du undskylde jeg-jeg-jeg vidste ikke om… “ stammede han, men Maja holdte om hans hænder og smilede blidt. Hun trak ham ind til sig og krammede ham. Han gik lidt væk og Maja så på dem begge to.

“Jeg har talt med snefnugget,” sagde hun og slog sig på brystet, hvor den hang, “Og den har fortalt mig hvad jeg skal gøre. Allion, før mig til det hvide grantræ.”