20

december

Raijin fortalte Maja, at han holdt hende drømmende en helt dag. Hans mørke barkhud var helt bleg, af anstrengelse, så han havde været nødt til at trække hende tilbage. Maja fortalte, at hun bare skulle tage snefnugget om halsen og så ville hun komme i kontakt med sin mor. Men hun fortalte ikke, hvad hendes mor havde sagt om Allion. Han var heller ikke kommet tilbage. Raijin sagde at han var kommet tilbage, imens hun havde været væk og var gået igen. Siden havde ingen af dem set ham. 

Maja stod foran det store grantræ, i midten af grotten. Det var fantastisk, at man kunne komme i kontakt, med hvilken som helst af hjælperne. Mon de andre hjælpere også havde noge i den stil? Hun funderede over sin mors ord. Hun var vinterhjælperen.

Hun hængte snefnuggets blå bånd på en gren og faldt i staver, ud i grotten. Alle Raijins dyr. Hvordan havde de det, uden ham? Kunne de få noget at spise? Maja var langt inde i sine tanker, men pludselig brød en knitren ind i hendes tanker. Hun vendte sig om med et ryk. Der stod Allion, et skridt foran hende. Hun havde slet ikke hørt ham komme. Han stirrede på hende og Maja så nye sår og mærker, på hans arme og hals. 

En skarp smerte skab igennem hendes hoved, idet hun så i de mørke øjne, og Maja skreg. Hun tog sig til hovedet og bed tænderne sammen. Allion stirrede forbavset på hende, men hans hænder hang ned af siden. Den sidste rest af kølighed i Majas hoved, registrerede at han ikke havde slået hende, men hvad fik det så til at gøre så ondt? Et nyt skarpt smertelyn fór igennem hendes hoved og hun skreg. Det sidste hun så, var Raijin der kom løbende og råbte noget, før hun faldt om.

Først var der sort. Nogen kaldte på hende. 

“Laiska? Maja? Er du okay?” Maja genkendte stemmen. Hun åbnede øjnene og så op i en blå himmel. En grønhåret dreng sad ved hende og så bekymret på hende. Maja smilede og satte sig op.

“Jeg har det fint.“ sagde nogen og Maja forstod, at dette var et minde. Det var hende selv, der sagde noget. Hun ville ikke kunne gøre noget. I mindet rakte Raijin hende en hånd og hun kom på benene. Raijin så ud til at have det bedre end fra hendes nutid, han stod lidt mere rank og farverne var tydeligere. Han gav ikke slip på hendes hånd og de gik sammen. Hvor mon vi går hen, tænkte Maja. Det fandt hun hurtigt ud af. Snart var de ved noget hun genkendte. Grotten. 

En mand stod ved siden af grotte åbningen og han så smilende på dem, mens de kom gående. Håret var brunt, som Raijins, men med grå stænk. Hans hud var barket, men havde flere aftegninger, end Raijin. Blusen var uden ærmer og lavet af grønne blade. Men der var noget galt med smilet. Maja fik myrekryb, men ikke i mindet. I mindet smilede hun og vinkede til manden.

“Jeg kommer nu, Kitos!” råbte hun og løb ham i møde. Hun omfavnede ham og manden også. Han så på hende, med et besynderligt blik i øjnene.

“Er du klar?” spurgte han og Maja kunne ikke placere hans stemme. Det var som, hun havde hørt den stemme før, for ikke så lang tid siden. 

“Jo, føle energien i mit hjerte, sige ordene og du vil kunne gå i hi. Jeg er virkelig glad for at du har hjulpet mig!” sagde hun og smilede, “Ellers ville jeg aldrig have fundet ud af det, når nu min mor…” Manden nikkede bare og fik så øje på Raijin. 

“Hej Raijin. Er du her for din far?” sagde han og Maja genkendte stemmen. Det var den, der havde beordret ulvene på hendes mor! Maja ville væk. Der var noget helt galt her. Raijin så bare på ham og sagde:

“Nej far. Jeg er for Laiska.”  I mindet nikkede hun energisk og trådte nogle skridt tilbage. Hun holdte mandens hænder i sine og lukkede øjnene, så Maja ikke kunne se hvad der skete. Hun så jo ud af sine egne øjne. Så begyndte hun at messe en masse ord. De havde ikke nogen bestemt mening og de rimede heller ikke. Men Maja følte noget inden i sig, lidt på afstand og så forstod hun, at det var i mindet. 

Hun åbnede øjnene. Blå energi bugtede sig i slanger ud af hende og snoede sig om manden. I en langsom zikzak, undersøgte de ham og strammede omkring hans krop. Han grinede langsomt, højere og højere. Slangerne bandt sig om hans hals og han så vildt på Raijin.

“Det virker! Jeg mærker kræften i mig!” grinede han manisk. Ordene fik det til at gibbe i Maja, så de blå slanger rykkede på sig. De virkede forvirrede, over hvad de nu skulle gøre. Koncentrationen var ødelagt. Slangerne fik et bytte og nærmede sig mandens ansigt. I mindet prøvede Maja at løsrive sig, men hun hang fast til mandens hænder. Det var som om de blev suget mod hinanden.

“Raijin! Hjælp!” skreg hun, men han stirrede skræmt på hende og rykkede sig ikke. Hun hev og sled i hænderne, imens de blå slanger bandt sig om mandens hals. Så gav slangerne slip på Maja, der tumlede bagud. De fortsatte om manden. Hurtigere og hurtigere snurrede de om ham og hvirvlede sneen op. De gik hurtigere og hurtigere og sneen blev vildere og vildere. Blæsten blev stærkere og Majas hvide hår blæste i hovedet på hende. 

Snart var en snestorm i gang. Majas evner var løs og de bandt sig til manden, hvis latter var stoppet. Febrilsk prøvede han at få dem væk fra sin hals, uden held. Hans hår blev hvidt og voksede og voksede. Det blev stivere og mere strit og dækkede ham til sidst. Hans ben voksede sammen og blev til træ. Han voksede og voksede, så Maja måtte bøje nakken, for at se toppen.

Til sidst stod der et enormt, hvidt, grantræ. De blå slanger snoede sig om det og lyste op. Maja så desperat på Raijin, der prøvede at komme hen til hende. Der stod en person bag af Raijin, med en arm om hans hals.

“Allion! Raijin, hjælp!” skreg hun, med tårer i øjnene, i det en af de blå slanger sprang fra manden og ind i hende ud og skubbede hende op over træerne, i så høj fart, at hun besvimede, blandt sneen der blæste hende længere tilbage og snestormen, der var igang.