18

december

Maja var ikke længere i den hvide grotte. Hun stod i et snedækket landskab, med grantræer hele vejen rundt om den lysning, hun stod i. Sneen glitrede og hun så ned af sig. Hendes tæer var stadig bare, men nederdelen var som ny. Pludselig knitrede sneen og hun så hurtigt op. 

Foran hende, stod en slank kvinde, iklædt samme tøj, som Majas, bare lidt større. Isblå øjne så blidt på Maja. Enkelte rynker om øjnene og munden, fortalte om hende alder og det hvide hår, fik hende til se ældre ud end hun var. Men Maja vidste godt, at hun var meget yngre.

“Mor?” hviskede hun og kvinden nikkede. I få skridt var Maja henne ved hende og knugede hende ind til sig. Majas mor krammede hende og bøjede knæene, så hun kunne se sin datter ind i øjnene. 

“Mor, er du her i virkeligheden?” spurgte Maja stille og kvinden rystede på hovedet.

“Dette er blot en drøm,” Da hun talte, kom stemmen alle steder fra og Maja så forvirret på hende. Hun havde ikke bevæget munden.

“Dette er det sidste vidnesbyrd, om at jeg var i verden. Indkapslet i et snefnug, hængt på Vinterens Træ, som du ved. “ Hendes stemme rungede imellem træerne. Maja havde så mange spørgsmål, at hun ikke vidste hvad der skulle komme først. Så besluttede hun sig.

“Hvis det her er din verden,” begyndte hun tøvende, “kan jeg så få mit navn at vide?” Kvinden så forbavset på hende.

“Kan du ikke huske dit navn?”

De så hinanden i øjnene og før Maja havde set sig om, fortalte hun alt hvad hun huskede. Hvordan hun var gået igennem en snestorm, uden nogen erindring om hvem hun var og hvor hun var, havde mødt et hvidt grantræ, en dreng, en hund og en dreng til. Imens hun fortalte, ændrede hendes mor ansigtsudtryk. Bekymret, nervøs, forvirret, gik i en blid overgang til hinanden. Maja fortalte om hvordan hun havde fået navnet Maja og hvordan hun ikke kunne høre, når nogen prøvede at fortælle hende, hendes navn. En vind, en snestorm eller ulves hylen, afbrød det. Kvinden virkede som om hun vidste en masse, som hun ikke ville fortælle. 

Da Maja endelig var færdig, så hendes mor tænksomt ned i jorden. 

“Hvis du har glemt alt,” Stemmen var ikke helt så højlydt som før, “bliver jeg nødt til at vise dig det fra starten.” Før Maja nåede at undre sig ove hendes ordvalg, ændrede hele stedet sig. Det var ikke længere hvidt og koldt. I stedet var det grønne mos under Majas tæer blødt og en besynderlig lugt, hun aldrig havde lugtet før, fyldte skoven. For det var en skov. Så meget kunne hun se. Men nogle underlige gevækster, som Maja genkendte som blade, hang på hver gren, i de klareste grønne farver. Hendes mor stod pludselig ved siden af Maja.

“I sommeren, da jeg var ung, kom dronningen til mig.” Luften bøgede og to skikkelser dukkede op. Den ene så Maja i lang tid på. Håret var brunt, øjnene grønne og ingen rynker var der i syne. Men Maja genkendte hende som sin mor, på de store øjne og det aflange hoved, hun selv havde arvet. Hun sad på en væltet træstamme og aede forsigtigt barken. Den anden, blev hun overvældet af. Det var en høj kvinde, med en glitrende hvid kjole, der gik til jorden og med et grønt slør, der trak sig over jorden efter hende. De røde ærmer var lange og vide. Det var en rank kvinde med ubestemmelig alder og langt lyst hår, hvor der udgik der et gyldent lys, der næsten blændede Maja, når hun så på hende. På hovedet bar hun en høj spids krone, af krystaller, der lyste grønt. 

“Min kæreste,” Dronningens stemme var myndig og blid, på samme tid. “Jeg har hørt ulykken. Dit træ er væltet, knækket af stormens barske kløer. Jeg bringer dig en sørgelig nyhed. Ekebiv, vores kære vinterhjælper, er gået bort og er kun tilbage, på Vinterens Træ. Da er positionen ledig. Jeg vil afholde en prøve og jeg vil regne med dig der.” Med de ord, vendte hun sig om og gik. Maja så forvirret på sin mor der med et smil, forklarede:

“Ekebiv var den gamle vinterånd. Hun gik bort i løbet af vinteren. Vi skovånder lever trods alt ikke evigt.” sagde hun med et smil, “Dronningen kom til mig og spurgte om jeg ville overtage hendes rolle. I løbet af sommeren var der kommet en voldsom storm, der havde knækket mit træ, så jeg var blevet hjemløs. Jeg bestod prøven med glans og blev udlært til Vinterhjælper, af selve dronningen. “ Fortids-mor sad stadig på den væltede træstamme. 

“Men mor… “ sagde Maja tøvende, “Hvorfor er du inde i et snefnug? Er du stadig et sted ude i verden? Kan jeg finde dig? Kan jeg få dig ud?” Hendes mors smil gled lidt ned og hun så ned i jorden.

“Så snart man er udlært som Vinterhjælper, kommer man ind i Vinterens grotte. Man forvandler en del af sig til et snefnug, så man for altid vil huske dem. Så når man dør, er man stadig her. Under hele livet bliver minderne ved med at komme tilbage til snefnugget.” Maja stirrede skræmt på hende.

“Så… så du-du... “ sagde hun, men fuldførte ikke sætningen. 

“Du vil ikke kunne finde mig udenfor dette snefnug.” sagde hendes mor sørgmodigt. Tårerne krøb op i Majas øjne. Hun tørrede dem væk, med en hidsig bevægelse, med håndryggen.

“Hvordan skete det?” spurgte hun og hendes mor log ud med hånden. Mindet forvrængede sig og langsomt dukkede et nyt op. I stedet for den grønne skov, med kvidrende fugle og blødt mos, faldt bladene af træerne, jorden blev kold og hård, dækket af hvidt. Maja gøs og slog armene om sig, for at holde den bidende kulde ud. Som hun opdagede ikke var der. Forbavset lagde hun mærke til, at hun var lige så varm, som i skoven. Igen stod hendes mor ved siden af hende, i en halvgennemsigtig udgave af sig selv.

Foran hende gik hendes mor. Hun smilede og sang, imens hun kastede sne ud af sin lille stråkurv. Når det landede, bredte det sig og efterlod ikke det mindste græs fremme. Hendes mor havde fået hvidt hår, isblå øjne og det samme tøj som Maja havde på. 

Men pludselig rungede et hyl igennem skoven. Maja mærkede rædslen i sig og så sig til alle sider. Hendes mor, i mindet, så sig forvirret omkring og begyndte at løbe. Ulvenes hyl blev højere og nu kunne Maja også høre sneens knitrende rytme. Der var mindst tyve forskellige trin. Hendes halvgennemsigtige  mor slog ud med hånden og de fløj efter fortids-mor, tredive centimeter over jorden. Men ulvene var hurtigere. Så hurtigt som en stormvind, havde de omringet fortids-mor. Hun så sig frygtsomt omkring: kurven havde hun smidt under flugten og hun så underligt sårbar ud uden. En mand trådte frem, men det vidste Maja kun, fordi hun hørte sneen knitre. Hans skjulte sig i skyggerne, så Maja ikke kunne se ham. Han råbte et ord, som Maja ikke kunne forstå og ulvene sprang på hendes mor. Med et skrig, lukkede hun øjnene i en refleks. 

Da hun åbnede dem igen, stod hun i den sneklædte lysning. Tårerne løb ud af hendes øjne og hun faldt på knæ. Hendes mor satte sig på knæ ved siden af hende og lagde armene om Majas lille rystende krop. Hun græd, til der ikke var flere tårer og hun ikke kunne få vejret. Hendes mor så hende direkte i øjnene.

“Jeg kan ikke have dig herinde i meget længere tid, før du vil være spærret herinde. Derfor må du være stille og lytte.” sagde hun alvorligt og Maja nikkede.

“Dit navn, er Laiska.” Maja stirrede overvældet og skræmt på hende. Men så blev alt væk og udtværet og hun prøvede at kalde, men hendes mor svarede ikke og hvor var hun egentlig, hun var faret vild, helt væk, helt væk…

Gispende satte Maja sig op og så sig omkring, hivende efter vejret. Raijin sprang op og så forskrækket på hende. Så sprang han hende om halsen, i et stort knus.