17

december

Lopis løb afsted og Maja og Raijin prøvede at følge med. Så hurtigt løb de, at når de drejede forbi et hjørne, bankede de ind i modsatte væg. De løb så hurtigt de kunne, hev efter vejret, men snart var der ikke andet tilbage, end ekkoet fra Lopis’ bjæffen. De stoppede forpustet op og hev efter vejret. Maja støttede sig til sine knæ, imens hun prøvede at få vejret. 

“Det… går ikke… det her… “pustede hun og Raijin nikkede. De satte sig ned, helt op af gangens klippevæg og så ud i luften. De var endt, lige hvor en vej var gik i to. Maja mente at Lopis var gået ned af den højre, men det måtte hun undersøge, når hun fik vejret igen. Raijin sad ved siden af hende, mod de to veje, og havde efterhånden fået vejret. 

“Vi bliver nødt til at undersøge begge tunneller og se hvilken Lopis løb ned af, “ sagde han og sukkede.

“Han løb ned af den højre,” sagde Maja hjælpsomt og han så forundret på hende.

“Hvordan kunne du vide det? Vi mistede jo ham af syne, lige ved det hjørne” sagde han og pegede, på der de var kommet fra. Maja rynkede øjenbrynene, men så indså hun at han havde ret.

“Men hvordan… “ sagde hun og Raijin trak på skuldrene. Maja var helt, sikker i sin sag. Han var løbet ned af den højre. De sad i lidt tid, hvor ingen af dem sagde noget. Så rejste Maja sig op og gik ned af gangen, i den til højre. Raijin sagde ikke noget, fulgte bare med. Men så snart de var gået lidt, kom de til en korsvej. Maja vendte sig den ene vej og den anden, men hun havde ingen anelse om hvor de skulle gå hen. Med et suk faldt hun ned i hug. Raijin rakte ud efter hende, men stivnede, da en lyd rungede gennem gangens ujævne klippevægge.

Ulve. Maja sprang op. Var de nede i gangen? Eller var de bare i grotten? Raijin så panikslagent på hende og uden et ord, løb de. Det var et sidste desperat forsøg, på at komme væk. Men ulvehylene rungede alle steder fra og panikken var det der fik Maja videre. Den fyldte hende fra top til tå og tvang hende til at løbe videre. Men den holdte ikke øje med det ujævne gulv og til sidst faldt Maja så lang hun var. 

Hun blev liggende og Raijin prikkede nervøst til hende. Hun rejste langsomt hovedet og så på Raijin gennem tårerne, med et lille sår på kinden, hvor blodet piblede ud.

“Jeg vil ikke mere,” snøftede hun gennem tårerne og trak sig op af væggen, i fosterstilling. Raijin så bekymret på hendes kind og trak noget af sit mos-hår ud. Han lagde det på såret, rev kanten af sit bukseben af og lagde det om. Det kom til at sidde lidt akavet, men det stoppede blødningen. Maja smilede til ham gennem tårerne og han satte sig ved siden af hende. 

Han bandede for sig selv og mumlede en masse, der var for lavt til at Maja kunne høre det. Hun lukkede øjnene og lod sig selv slappe af. Hvad så hvis de blev ædt af ulve. Det ville sikkert bare gøre ondt. Langsomt bevægede hendes tanker mod ordet ædt og endte med at forestille sig forskellige blodige scenarier. Hun åbnede brat øjnene og slog sig selv på kinderne. Den tankegang ville ihvertfald ikke hjælpe dem! De sad, uden at sige noget, og lod ulvehylene runge imellem dem. 

Så lød der skridt. Hastigt, løbende skridt. Lidt væk drejede gangen sig og det var dér, skridtene kom fra. Maja satte sig langsomt op og så mod hjørnet.

Pludselig løb en dreng frem, fra hjørnet, var lige ved at banke ind i modsatte væk og men skubbede sig hastigt videre. De brune øjne var opspærrede i frygt, det røde og orange tøj revet og laset, og hans lange røde kappe var ingen steder at se. På han arme var der bundet bandager, men nogle sår var synlige og blødende. Store rander hang under hans øjne.

“Allion!” råbte Maja forbavset og drengen løb lige ind i hendes. Han slog armene om hende og trak hende ind til sig.

“Maja, Maja, er du okay? Har du det godt?” spurgte han og gentog lignende spørgsmål, imens han gav slip og tog godt fast i hendes skuldre. Han undersøgte hendes ansigt og fik øje på forbindingen. Han trak forsigtigt ned i stoffet, så han så på såret. 

“Var det ulvene -ja, du har hørt ulvene, ikke sandt?” afbrød han sig selv og Maja nikkede lidt beklemt. Allion havde ikke blinket siden han kom løbende og hans øjne var opspærrede. Ud af øjenkrogen, kunne hun se hvordan kanten af hans bukseben, var bidt af, så det hang i laser næsten op til knæet.

“Allion, er du okay?” spurgte hun nervøst og vristede sig fri af hans greb. Han stirrede på hende, sukkede og lukkede øjnene. Da han åbnede dem igen, fik han øje på Raijin.

“Er du med?” spurgte han, med en rynken på næsen, “Skulle du ikke beskytte hende?” Raijin fór sammen og prøvede at stirre ondt tilbage, med trodsigt løftet hage.

“Ja, jeg er her da. Det er da mere end, det man kan sige om dig! Sådan bare forlade os,” svarede han igen og Allion så ned i jorden. Maja så forvirret fra den ene til den anden, men gav op. Hun forstod ikke hvad de snakkede om, så hun sagde ikke noget. Hun hostede og Allion så igen på hende, med bekymret mine.

“Det var det jeg er her for. Du skal med mig, det er vigtigt, ellers så bliver det der sår meget værre.” sagde han og tog hendes hånd. Næppe var Maja gået med til det, før de løb afsted. Raijin råbte efter dem og indhentede dem langsomt. 

De startede med at løbe, men de kunne ikke holde tempoet oppe. Så blev der byttet lidt rundt, så Maja gik bagerst og de to drenge forrest. De gik og mundhuggedes, imens Maja så sig omkring. 

“Ja, put bare dit hår i såret, jeg har aldrig hørt noget så dumt!”

“Jeg skulle jo stoppe blodet med noget! Det var bedre end… “

“Stille!” afbrød Allion ham pludselig, “Nu er vi her.” 

Det var en mur. Helt ens, til alle andre. Men så gik Maja nærmere og så et snefnug, ridset ind i væggen. Langsomt rakte hun en hånd frem og idet hendes fingre rørte den, kom et blændende blåt lys ud. Maja kneb øjnene sammen i en refleks og da hun åbnede dem igen, stod hun et helt nyt sted. 

Væggene var hvide og helt glatte. Overalt glimtede der og gulvet var af is. Overvældet, kunne hun ikke sige et ord. Så vendte hun sig mod midten af det lidt skæve, runde rum. Midt i rummet, stod der et højt grantræ. Det var hvidt, med lyseblå striber, der gik over hinanden, som marmor. Nysgerrigt gik Maja tættere på og opdagede, at på hver grangren, hang der et snefnug. Det var lige så stort som en hånd og hvert var forskelligt. Allion stillede sig ved siden af hende og hun så på ham. Han havde et af snefnuggene i hånden og holdte det frem mod hende. Hen ad den ene gren, stod der med svungne bogstaver: Laiska

Det var den som Lopis havde haft om halsen! Hun tog det og alt blev sort.