14

december

Maja og Raijin gik ned af trappen, med Lopis travende bag sig. Deres trin ekkoede imellem klippevæggene. Maja spurgte Raijin om hans træ, men han kom ikke ud med særlig meget. Han sagde til hende, at skovånders træer, var en meget personlig viden.

“Men hvilken slags er dit træ?” gentog hun irriteret, men fik ikke andet, end en skuldertrækning. Hun gav op, da de stod foran døren til galehuset, som hun kaldte det i tankerne, og fik andre tanker. Hurtigt åbnede hun døren og løb ind. 

Dagen før, da de havde fundet Allion, var han begyndt at græde så meget, at de ikke havde kunne få et eneste forståeligt ord ud af ham. Så de havde puttet ham i et af de store bure, som Raijin havde til dyrene (men som han ikke nænnede at putte dem i) og så var de gået i seng. Et hurtigt kig på buret og Maja fandt den rødklædte gut. Han sad i et hjørne og studerede et eller andet papir.

“Hej Allion,” sagde hun smilende og han tog papiret om bag ryggen med et ryk. Maja lod som om hun ikke så det, “Du må undskylde, at vi spærrede dig inde her, men jeg var ikke helt sikker på om du ville stikke af.” Raijin stillede sig ved siden af hende og så på Allion, med påtaget overlegenhed. Det lykkedes ihvertfald ikke særlig godt. 

“Allion,” sagde han med et kort nik.

“Raijin,” svarede Allion tilbage, uden at se på dem. Maja stak en albue i siden på Raijin.

“Find nøglen frem. Han behøver ikke sidde der mere,” hviskede hun, men Raijin foretrak ikke en mine. Maja så irriteret på ham, men vendte så tilbage til Allion.

“Nå. Hvorfor er du her?” spurgte hun. Han vred sig og mumlede så lavt, at Maja var nødt til at bede ham om at gentage det. Lopis sneg sig lydløst hen ved siden af Maja, med blottede tænder.

“Der var noget der var mit,” gentog han hurtigt og så ind i væggen igen. 

“Hvordan kan det være endt her? Har Raijin måske stjålet den?” sagde hun med et løftet øjenbryn og efter lidt tøven, rystede Allion på hovedet, men sagde ikke mere. Lopis knurrede. Allions dårlige svar gjorde Maja mere og mere frustreret. Så kunne hun ikke holde det ud mere. Hun rev nøglen ud af Raijins hånd, stak den i låsen og drejede om. Før Allion nåede mere end at vende hovedet mod hende, var hun ved ham og rev papiret ud af hans hænder. Hun rynkede øjenbrynene, da hun læste det.

“Er det her virkelig dit? Det tror jeg ikke på,” sagde hun og skyndte sig ud igen, før han fik fat i det. Han skulle lige til at tage fat i hendes nederdel, men Lopis sprang frem og stillede sig imellem dem, med en højlydt knurren og blottede tænder. Raijin skimmede kort papiret, for han smilede et skævt smil.

“Det er helt klart ikke hans,” sagde han, “Den fyr kan ikke sætte to bogstaver sammen. “ Allion fnøs fornærmet. 

Maja rev det gulede papir ud af Raijins hænder og læste. Skriften var snørklet og en stor del at det, kunne hun slet ikke læse. De første fire vers handlede om hvad en vinterhjælper var og hvordan prøven foregik, til at udvælge en ny vinterhjælper, når den gamle gik bort. Raijin forklarede, at hver gang der kom en ny vinterhjælper eller anden hjælper, fik man lavet et nyt digt, der omhandlede dem. Han pegede på det nederste og Maja læste:

en (her kunne Maja ikke læse det) vinterhjælperen er,

I øjnene er et skinnende skær,

vinteren (Maja var i tvivl, var det et A eller et U?) hjælper stort,

snefnuggene er yndigt gjort,

stædig og fræk,

spændstig og kæk,

(ordene på denne sætning slog knuder og var alt for tæt til at kunne læses)

dette bliver en vinter, uden lige!

Maja rystede forvirret på hovedet. Hvad skulle det betyde? Og hvorfor var det digt i Raijins hus? Så kom hun til at tænke på noget. Hvorfor boede Raijin i en sten og ikke et træ? Hun spurgte ham om det og han svarede, at det var fordi, han ikke var gammel nok, til at have et træ. Det var åbenbart først, når man kom igennem sin prøve. 

Maja droppede spørgsmålet og holdt fokus på papiret. Hvorfor ville Allion stjæle det? Hvorfor var det så vigtigt? Så vidt hun kunne se, handlede det om vinter hjælperen, men hvordan kunne Allion bruge det til noget? 

“Allion,” råbte hun, så han vendte sig mod hende med et sæt, “Hvorfor vil du have det her papir?” Hun viftede med papiret. Der var vel ikke andet for, end at spørge. Han så alle andre steder hen, end der hun var. 

“Jeg fik bare at vide, at jeg skulle hente det her.” klynkede han og Maja vrissede irriteret.

“Af hvem?” snerrede hun irriteret. Allion så på hende i et ryk og rystede på hovedet.

“Ikke af nogen! Jeg… læste det i bladene.” forklarede han og Maja nikkede. Hun vidste jo ikke hvilke evner man havde, når man var efterårshjælper, så det lød vel meget rimeligt. Hun kastede et sidste blik på papiret i sine hænder, før hun foldede det sammen og lagde det i en lomme i nederdelen.