13

december

Maja havde ikke ligget så blødt, i hun vidste ikke hvor lang tid. Raijins seng var fuld af visne blade og fjer og strakte sig fra den ene kolde stenvæg, til den anden, i det lille kammer, han kaldte sit værelse. Det eneste der holdt bladene og fjerene tilbage, så de ikke faldt ud, var en lav trævæg, der gik fra den ene væg, til den anden.

Maja havde sovet dybt og drømmeløst. Hun kunne sagtens have sovet noget mere, men noget larmede. I mens Maja vågnede, prøvede hun at placere lyden. Noget gøede. Lopis! Maja slog øjnene op og kunne ikke se andet end ravgule øjne og hvidt. Tungen hang ud af munden og det første han gjorde, var at slikke hele Majas ansigt. Hun grinede og skubbede ham væk.

“Lad mig lige komme op,” sagde hun smilende og satte sig op. Lopis travede rundt om hende og skubbede blidt til hende med snuden. Maja så på ham, med hovedet på skrå. Ved siden af hende lå et ben, hvor resten af kroppen forsvandt ned i dunene og bladene. Raijin måtte ligge dernede et sted. Lopis knurrede og Maja vendte sig mod ham igen. Han gøede højt og hun rynkede øjenbrynene. Hvad var der galt med ham?

“Lopis?” spurgte hun bekymret. Han snerrede og viste tænder. Pludselig, uden varsel, bed han fat i hendes nederdel og hev til. Maja gav et forskrækket skrig fra sig og Raijin satte sig op med et sæt. Han så søvnigt på hende, men så fik han øje på Lopis. Han spærrede øjnene op og skyndte sig hen til Lopis’ snude. Så mistede han modet og stirrede skræmt på Lopis’ store tænder. 

“Gør dog noget!” udbrød Maja skingert og det gav et sæt i Raijin, der i ren refleks gav Lopis et slag på snuden. Hunden sprang væk med et klynk og Raijin så bekymret på hende. 

“Er du okay?” spurgte han og Maja nikkede. Hendes nederdel var revet i en flænge, fra knæet og op, i det første lag. Hun kastede et bekymret blik på Lopis, der vandrede frem og tilbage, for enden af sengen. Tænderne var blottet og en snerren kom uafbrudt frem ham. Maja gik langsomt hen til ham. 

“Er der noget du vil fortælle os?” hviskede Maja og aede ham ned over nakken. Hunden rystede hovedet op og ned, som om den nikkede. Så rev den sig løs og løb ud af rummet. Maja sprang op og tumlede efter den. Den løb igennem køkkenet, igennem den lille stue, med de høje reoler og hen til trappen, de var gået ned af, dagen før. Trappen fortsatte nedad og det var den vej Lopis løb. Maja lagde mærke til at Raijin var bag hende. Hun sprang ned af trappen og tumlede lige ind i Lopis. Fortumlet så hun sig om. 

De stod nede i en slags kælder, hvor trappen stoppede. Væggene var bare og af sten. Det var så mørkt, at Maja næsten ikke kunne se noget. men hun anede dog en dør, foran sig. Hun kunne høre en underlig undertone, en masse, meget lav, larm. 

Så lagde hun mærke til hvad det var. Det var kvidren og snerren, brølen og skræppen, alt sammen blandet sammen, i én stor pærevælling. Maja nærmede sig langsomt døren og tog fat, i det knortede håndtag. Døren bandt og hun måtte bruge hele sin kraft, men så åbnede den også. Hun stod som stivnet og så fortryllet på synet.

Selve rummet var ikke noget syn i sig selv. På gulvet lå der et tyndt tæppe og væggene var malet i en underlig grøn farve, der gav hende hovedpine. Men det var det i rummet, der var specielt. 

Over alt, var der dyr. Fugle, egern, ræve og mange flere, var i alverdens slåskampe. Raijin masede sig forbi hende og løb hen til en ræv, der havde fået fat i en fugl.

“Nej, du gør ikke! Jeg har sat mad til dig, derover!” udbrød han vredt, vred fuglen ud af dens greb og pegede over i hjørnet, hvor en skål, ganske rigtig, stod med mad i. Ræven snerrede af ham, men luntede væk, uden at gøre ham noget. Fuglen hakkede i hans hænder og fløj hastigt væk, da han gav slip. Maja nærmede sig forsigtigt og så bekymret på hans blødende hænder. Han så på dem.

“Det gør ikke noget,” sagde han og tog nogle små bandager op af lommen. Lopis luntede rundt, men begyndte heldigvis ikke at spise nogen af dyrene. 

“Hvor kommer de alle sammen fra?” spurgte hun.

“Du har gået rundt i skoven, ikke sandt? Har du lagt mærke til, hvor stille der er?” sagde han stille, men Maja rystede på hovedet. Snestormen havde larmet så meget, at hun ikke havde hørt noget som helst. Raijin så forskrækket ud, over hendes ansigtsudtryk.

“Slet ikke? Jamen -nåerh,” afbrød han sig selv, “Snestormene, ja selvfølgelig. Så uden snestormene.” Maja nikkede. 

“Det er fordi, at ikke kun os skovånder, der tager skade af manglen på en vinterhjælper. Trækfuglene kan ikke tage på træk, resten kan ikke huske hvordan de overlever vinteren. Egernene kan ikke huske hvor deres vinterforråd er og grævlingene, kan ikke gå i hi!” Tårerne vældede op i Raijins øjne, ved tanken. 

“Så jeg har samlet så mange af dem sammen, som muligt. Det er derfor, jeg ikke kan bo hos dronningen. Hvem skulle så tage sig af dem?” Han henvendte sig mere til sig selv, end til Maja. Hun nikkede bare på de rigtige tidspunkter. 

Da han stoppede med at snakke, gik hun på opdagelse i rummet. Lopis stod ovre i det ene hjørne og snusede til gulvet. Maja så på ham med rynket pande og aede ham over ryggen.

“Hvad er der med dig?” mumlede hun. Hvis det ikke var dyrene, Lopis ville vise hende, hvad var det så? Han skrabede med poten mod gulvet og klynkede. Maja satte sig på hug og gled hånden langsomt over gulvet. Det møre tæppe skjulte forhøjningen godt, men ikke godt nok. I ét ryk var tæppet væk og afslørede en lem. 

“Raijin? Prøv lige at se her.” 

Kort tid efter var de på vej ned af en snoet trappe, hugget ud af klippen. De gik i umindelige tider og da Maja havde mistet antallet af trappetrin, hørte de noget. En puslen. Maja signalerede tilbage til Raijin, der stivnede og så skræmt på hende. De listede lidt længere ned og Maja holdte godt fast i Lopis’ nakkepels. 

Pludselig snerrede han, rev sig løs og løb afsted, ned af de sidste trin. Maja nåede lige at råbe, før en anden skreg. Et dump bump genlød op af trappen og Maja listede forsigtigt ned. Rummet var kun lige præcis stort nok til, at Lopis kunne stå helt strakt ud. Det ville sige, cirka tre af Majas store skridt. Lopis knurrede og stod oven på et eller andet. Maja fik et chok, da hun kom hen til skikkelsen. Hun gispede.

“Allion?”