11

december

Det første Maja gjorde da hun vågnede, var at ruske hårdt i Raijin. Dagen før havde han nægtet at sige mere, sagt han var for træt. Nu havde han sovet, så skulle han også fortælle om hvad han havde ment, med at han kendte hende. 

Det tog sin tid at vække ham. Han sov som en sten. Til sidst gav hun ham et ordentlig spark i siden og det fik ham op. Det grønne hår strittede i alle retninger og de lysegrønne øjne så på hende. Han jamrede sig langt og længe, imens han sendte nervøse blikke til Maja.

“Såeh,” sagde hun utålmodigt, “Hvordan kan det være, at alle jeg møder, kender mig? Er jeg berømt?” Tonefaldet blev noget skarpt og Raijin krympede sig. Hans fingre pilede rundt om hinanden, flettede sig ind i hinanden og gned sig. 

“Eh… ” startede han, “Det er ikke fordi at du er berømt… Nok nærmere fordi at de alle er hos dronningen, bare ikke…” De sidste ord sluttede hviskende, som om han mest talte for sig selv. 

“Hvorfor er du der så ikke? Og hvem er de?” spurgte Maja nysgerrigt. Raijin tøvede. 

“Det er fordi at du var væk. Jeg har været ude og lede efter dig, hver dag. ‘De’ er de andre skovånder.” Maja så på ham med rynkede øjenbryn. Der var noget han skjulte.

“Hvorfor er alle hos dronningen?” Maja huskede, hvordan Allion havde talt om en dronning. Raijin bed sig i læben. 

“Snestormen gør det farligt for os, især her om vinteren, hvor vi er svagere. Snestormene vil fortsætte, fordi der ikke er nogen vinterhjælper. Desuden kan vi ikke gå i hi, før vinterhjælperen har hentet vores støv.” sagde han, i et tonefald, som om han talte til et lille dumt barn. Maja fnøs irriteret.

“Hvad for noget støv?” spurgte hun og tænkte for sig selv, om hun ikke snart stoppede med at stille spørgsmål og kunne forstå noget af det han snakkede om. Raijin så lidt træt på hende, som om han var enig med hendes tanker. Han tog en dyb indånding.

“Støv er det vi kalder materialet, vi putter i øjnene og falder i hi. Det er også det som de dyr der går i hi, får. Men det er vinterhjælperen, som der giver os det og siden hun er væk…” Han lod stemmen dø ud og så trist ned i gulvet. Maja havde tusind spørgsmål, men hun holdt sig tilbage. Det virkede ikke som om, at Raijin havde lyst til at snakke mere. Hun kravlede over og fandt den mad, som pindsvinet havde taget med. Hun håbede at den ville snart komme igen. De havde snart ikke mere mad. 

Hun tog noget af det, gav halvdelen til Raijin og resten til sig selv. Han stirrede på det og skovlede det hele i munden. Maja lænede sig op af grottevæggen og lukkede øjnene. Stilheden fyldte grotten, så man klart kunne høre stalaktitternes dryppen. Lopis flyttede lidt på sig, men sov videre. Hun gik deres samtale igennem og slog øjnene op, da et spørgsmål blev for påtrængende.

“Raijin?” spurgte hun og han så på hende. “Hvor kender du mig så fra?” Spørgsmålet overraskede Raijin, så han spærrede øjnene op. Han skyndte sig at se væk, ned mod gulvet.

“Vi har været venner så længe jeg kan huske. Jeg kom altid over til dit træ og holdt dig med selskab, når din mor…“ Dér havde han allerede sagt meget som Maja ikke forstod, men da han sagde det sidste, kom der en besynderlig  hyletone for hendes ører og hendes hænder fløj op over dem.

“Stop, stop, stop,” gentog hun mumlende, bed sig i læben, og klemte øjnene i. Hyletonen forsvandt og hun åbnede forsigtigt øjnene. Raijin stirrede på hende, ud mellem fingrene, med store øjne. 

“Å-åh n-n-nej!” stammede han og rakte ud efter hende. Maja sad som stivnet. Raijin lagde blidt en hånd på hendes pande.

“… forbandelsen!” hviskede han og Maja fik ikke fat i det første han sagde. Skyldtes det hovedpinen? Raijin kærtegnede forsigtig hendes pande. Han så hende medfølende i øjnene.

“En effektiv hukommelsesforbandelse. Muligvis et bagslag af noget andet,” mumlede han. Maja så forundret på ham.

“Hvordan kan du vide det?”spurgte hun. Raijin satte hænderne op foran sig, i en afværgende bevægelse.

“Jeg har studeret det… for sjov.” sagde han lavt.

“Forbandelsen virker ved, at dække alt der har noget som helst at gøre med det, forbandelsen virker imod. F.eks. en hyletone, en vind, eller man hører det bareikke.” Maja nikkede for sig selv.

Resten af dagen snakkede de ikke så meget sammen. Raijin klappede i som en østers og overlod Maja samme med Lopis. Han var i det bedste legehumør, så de lavede lege og udforskede grotten hele dagen. 

Da hun gik ned igennem grotten hen om eftermiddagen, med Raijin på sin ene side og Lopis på den anden. Hun var igang med at studere klippevæggen, da Raijin pludselig sagde:

“Tænker du aldrig over det?” Maja drejede hovedet mod ham med et sæt.

“Tænker over hvad?”

“Din identitet. Din hukommelse. Hvem er du? Hvad hedder du? Har du overhovedet et rigtigt navn?” spurgte han. Maja havde fortalt ham, at “Maja” bare var et navn, Allion havde fundet på. Maja trak på skuldrene.

“Er det så vigtigt?” spurgte hun stille og lod emnet falde. Men da hun lå og skulle sove om aftenen, og lyttede til snestormen udenfor, hvirvlede spørgsmålet i hendes hoved og hun kunne ikke undgå en tåre trille ned af kinden.