8

december

Noget blødt gled hen over hendes hånd. Halvt i søvne prøvede hun at gribe fat, men det gled fra hende. Noget varmt lå ved siden af hende og det var dér det bløde var. Fortumlet åbnede Maja øjnene, men det hjalp nu ikke så meget. Alt var hvidt.

Maja prøvede at sætte sig op, men væsenet havde en hale lagt over hende, og den holdte hende på plads. Hun skubbede hårdt til klippegulvet og fik sat sig op. Forundret så hun på væsenet ved siden af hende. Det var langt længere end hende selv, men det største chok var da hun så dens hoved.

Det var lige så stort som en af kurvene ovre i Allions hytte og en lige så blændende hvid, som Majas eget hår. Så hvid som sne. Maja rakte forsigtigt ud efter den og lagde hånden oven på den lange snude. 

Med ét åbnede den øjnene og afslørede nogle ravgule øjne, der stirrede lige ind i Majas isblå. Overrumplet stirrede Maja tilbage, med store øjne. De stirrede på hinanden i få sekunder, før væsenet gik igang med at slikke Maja over hele hovedet, så det dryppede ned på det ujævne klippegulv.

“Hov! Nej, vent stop, det kilder!” Underligt nok følte hun ingen frygt ved det enorme dyr, der så let som ingenting kunne tage hende imellem sine kæber og bide fast. I stedet var der en besynderlig følelse af hjem. Med et sidste grin, skubbede hun væsnets snude væk.

“Hvad er du for en?” spurgte hun undrende og væsenet gøede, et højt bjæf, der rungede igennem grotten. Maja smilede, men kæben faldt til jorden, da hun hørte en blid stemme i hendes indre. Maja sprang op og tog hundens hoved i sine hænder.

“Er du en hund? Var det det du sagde? Talte du lige til mig? Kan du tale? Kan alle hunde tale?” spørgsmålene kom så hurtigt, at Maja selv næsten ikke kunne følge med. Hunden lagde hovedet til den ene side og så spørgende på hende. Maja sukkede.

“Nej, det gør du…” Sætningen fik hun aldrig fuldgjort. Grotten bag ved hundens store hoved, var blevet mere utydelig. Maja rynkede øjenbrynene og gned sig i øjnene, men grotten blev bare mere utydelig. Langsomt gled grotten væk og istedet var den blå himmel at se. Sneen faldt lige så stille og dækkede hendes bare fingre. Men de var ikke blå eller rystede, selvom vejret var lige så koldt, som det var i grotten. Ved hver udånding gled der små dampskyer ud af hendes mund. Ved et højlydt bjæf, vendte hun sig om og blev væltet ned på sneen af hunden. Nogen grinede og nogle sekunder forundrede Maja sig over hvem det var, før hun opdagede, at det var hende selv.

“Stop nu! Det kilder, Lopis! Hold nu op!” grinede hun og skubbede til hundens enorme snude. Fodtrin i sneen. Nogen kom løbende. Maja vendte sig mod lyden og så en lille skikkelse komme løbende. Først genkendte Maja ham ikke, fordi han ikke havde sit orange, gule og røde tøj på, men så kom han lidt tættere på og hun genkendte den spidse næse og brune hår. 

“Allion!” udbrød Maja og han kom tættere på, men samtidig blev det mere og mere sløret. Det hele blev udtværet og pludselig så de ravgule øjne lige ind i Majas og hun blinkede overrasket. Da hun åbnede øjnene, var hun tilbage i grotten, men hunden lige foran sig, i præcis samme stilling, som i den underlige skov. Langsomt rakte hun ud efter den og lagde en hånd på den snude.

“Lopis…” hviskede hun, med et lille smil, og lagde panden mod hundens. Hun smilede til den og begravede hovedet i dens store hvide pels. Hunden gned hovedet mod hende og pev lavt. Hun trak sig lidt væk og aede den ned af nakken.

“Lopis, var det et minde?” spurgte hun, med et stort smil. Hun gned hunden bag ørerne og det slikkede hendes kind. Så sukkede hun.

“Hvorfor er det, at alle dem jeg møder, kender mig?” spurgte hun. “Allion prøvede at fortælle mig mit navn, men der skete alt muligt, der enten forhindrede ham i det eller sørgede for at jeg ikke kunne høre det. Kender du Allion?” Hunden knurrede og Maja løftede øjenbrynene.

“Bryder du dig ikke om Allion? Det kan ikke passe,” sagde hun forundret, “Er du jaloux?” Lopis bjæffede så det rungede i grotten og Maja kunne sværge på at hun så flere dråber løsrive sig fra nogle stalaktitter. Da hun så på Lopis igen, havde den rejst sig op, på sine fire ben. Han luntede hen til snevæggen og gav Maja et nyt spørgsmål.

“Hvordan kom du egentlig herind?” Sneen i åbningen havde ikke rykket sig en tomme. Lopis rettede stolt ryggen og logrede med halen, før han løb ind i hulen. Maja spærrede øjnene op.

“Lopis! Vent på mig!” råbte hun og løb alt hvad hun kunne, efter hunden. Da hun endelig kom frem, stod Lopis og ventede på hende.

“Se ikke sådan på mig!” udbrød hun forpustet, “Du har også fire ben. Så går det jo dobbelt så hurtigt!” Da hun havde fået vejret, så hun op i loftet. Dér hvor hullet var i loftet, var der ikke noget sne. Den var allerede ved at blive fyldt op igen, men Maja fik en ide. Hun strakte armene op og nåede næsten, næsten, kanten af hullet. Men kun næsten. Nedtrykt lod hun armene falde ned igen. 

Hun så på hunden. Måske ville hun kunne træde op på den og så komme ud? Men så skulle hun efterlade den. Maja sukkede. Hvad havde hun tænkt sig? Lopis gik omkring klippen og snusede. Hun stod lidt og betragtede ham, før hun gik hen til ham.

“Hvad leder du efter?” spurgte hun nysgerrigt, men Lopis ignorerede hende. Pludselig gøede han højlydt og skrabede i jorden. Med et højlydt bjæf, garvede han, så jorden sprang til alle sider og Maja løb lidt væk, for ikke at blive begravet. Så samlede Lopis noget op i munden og gav det til Maja. Hun så forundret på den. Det var en krystal.