5

december

Solen var kun lige stået op. Maja lå på tæpperne på gulvet, men hun kunne ikke falde i søvn. Hun var vågnet fra en drøm, som hun ikke kunne huske. Hver gang hun prøvede at huske hvad den havde handlet om, fik hun en skarp smerte i tindingerne. 

En mumlen og en tot pjusket hår, der flyttede på sig, mindede Maja om at hun ikke var alene. Allion havde snakket vrøvlesprog i søvne siden hun var vågnet. Der var noget ved Allion, hun ikke helt kunne placere. En følelse, der gik helt ind til knoglen. 

Maja rystede på hovedet af sig selv og satte sig op. Forsigtigt lod hun tæppet glide ned på gulvet og listede lydløst hen til døren. Der stod nogle kurve med frø, som Allion ikke havde lagt på plads, imellem Maja og døren. Dem var hun selvfølgelig lige ved at falde over.

Fægtende efter balancen stod hun på et ben i flere minutter og stirrede på Allion. Han gryntede og mumlede nogle uforståelige ord, men åbnede ikke øjnene. Maja åndede lettet op og trak det andet ben over kurven. I en sidste indskydelse greb hun Allions jakke og trak den på, imens hun gik ud gennem døren. Hun kunne jo ikke huske om hun var en god person, og den store læderjakke ville hjælpe en hel del på kulden.

Maja var i vildrede om hvorfor hun ikke ville blive sammen med Allion. Men hun havde følt en så stor ubehag, ved tanken ved at være der i mere tid, at hun havde været nødt til det. Hun huskede sig selv på sit løfte dagen inden. Hendes træ ventede på hende.

Hun trådte ned i sneen og så sig en enkelt gang over skulderen. Hytten var lavet ud af træer, vokset så tæt, at der ikke var den mindste sprække. Træerne stoppede ikke så højt oppe og skrånede ind i midten, hvor de mødtes. Orange og røde blade dækkede hele taget, med enkelte gule blade imellem sig. Maja var sikker på, at selv det største vindstød, ikke ville kunne blæse bladene væk. Så fortsatte hun fremad. 

Jakken varmede, men tanken bed i hendes samvittighed. Hun prøvede at ryste det af sig og i stedet tænke på det mere nærliggende: hvor skulle hun gå hen? Hvor kunne hendes træ være? Tanken rumsterede og erstattede samvittighedskvalerne. 

For en gangs skyld var luften helt vindstille. Sneen glimtede i solen og grantræerne havde fået drysset sne ud over sig. Efter lidt tid fandt hun ud af hvorfor vinden var helt stille. Hele vejen ved siden af hende var der en enorm klippevæg. I den høje klippe, var der en grotte, som Maja fik øje på og dermed resten af klippen. Ved siden af grotten var der et enormt grantræ. Først troede Maja at det var dækket af sne, men så kiggede hun nærmere, og så, at det var grannets farve. 

Et hvidt grantræ. Minderne væltede over Maja som et vandfald og hun tog sig til hovedet. Hun var faldet om på et stengulv, før hun var endt hos Allion. Det var det sidste hun huskede, før hun var hos ham. 

Men før det. Øjenbrynene trak sig sammen, da hun prøvede at huske. En bunke gran der faldt ned over hende. Næppe havde hun husket mindet, før hun styrtede hen til træet. Hun kravlede helt ind til stammen og børstede noget af sneen væk. Kort tid efter, havde hun fundet den store bunke gran hun havde sovet på, en enkelt nat. 

Der var faldet ny sne, så Maja kunne ikke finde fodsporene, fra da hun var løbet efter Allion. Maja kastede et sidste blik på træet, før hun gik ind i grotten. Det store grantræ og hendes eget træ måtte hun tænke over næste dag. 

Inde i grotten var der et fugtigt klima. Stalakiter og stalagmitter klædte loftet og gulvet. Nogle var endda vokset sammen. Maja gik ud til træet igen for at hentet grannet og fandt til sin forbavselse en lille pakke, oven på. Grannet kom op i hendes favn med den lille røde pakke oven på og båret ind i grotten. Den lille pakke var lige ved at blæse af, men Maja fik klaret den ind i grotten. Så snart hun havde lagt grannet ned, satte hun sig på det og studerede den lille pakke. Den var pakket ind i røde, visne, blade og bundet med sejlgarn. Maja kunne næsten ikke vente og skyndte sig at binde den op. Ud trillede nødder, lidt tørret frugt og kolde, ristede, kastanjer. Mad, åbenbart. Lidt forundret, lagde hun det ned på grannet og lænede sig tilbage, af den kolde, fugtige, grotte væg. Vinden hvirvlede sneen rundt og den blev hele tiden kraftigere og kraftigere.

Kun lidt tid efter hun havde sat sig sådan, lød der en piven, ved hendes hofte. Noget blødt stødte ind i hende. Hun så ned og blinkede overrasket. Det var et lille væsen, med lange pigge og en lille snude. Noget fjernt sagde til Maja, at det var en unge og pludselig dukkede et ord op.

Pindsvin. Som om det ene minde havde været nøglen, væltede det ind med minder. En dame, med langt hvidt hår, der så på Maja. Hun aede Maja blidt over hovedet, for at blive erstattet med et nyt billede. En dreng med kort brunt hår, som Maja straks genkendte som Allion. Men han havde ikke sit orange og røde tøj på. Også den måde han så på Maja, var intet i nærheden af det venlige blik, han havde modtaget hende med, for ikke så lang tid siden.

Maja blinkede og undrede sig over hvorfor alt var så sløret. Så mærkede hun det våde spor ned af kinderne og tørrede øjnene hårdt. Hvorfor græd hun? Mindet af kvinden med det lang hvide hår dukkede op og tårerne løb på ny. 

Da hun endelig fik tårerne stoppet, rettede hun sin opmærksomhed mod pindsvinet. Hun samlede det op i sine hænder og noget slog hende.

Hvorfor var den her? Pindsvin gik jo i hi, så hvad lavede den her?  Maja studerede det lille væsen, der pev og rumsterede på hendes håndflade. Den måtte være sulten. Så kom hun i tanke om maden hun havde fundet under træet og satte pindsvinet ned til den. Hun gravede lidt i jorden og fandt en masse biller til den.

Snestormen rasede udenfor, da Maja lagde sig ned. Den sidste tanke rumsterede i hendes hoved, da hun lukkede øjnene. 

Hvorfor var den ikke i hi?