9. december

9

december

“Årh, kom nu! Kan vi ikke bare prøve?” Majas stemme rungede i grotten og så bedende på Lopis, foran hende. Den hvide hund stod i al sin pragt og nød solen der kom ind igennem hullet i loftet. Maja stønnede.

“Nu ignorere du mig?” spurgte hun frustreret og trampede hen i den anden ende af grotten, med et irriteret støn. Der lænede hun sig op af en kold væg, med krydsede arme og et surt blik mod Lopis. Den hvide hund rullede rundt i solstrålen og bjæffede glad, over varmen. Men så gled en sky for solen og Maja smilede for sig selv. Nu ville han da stoppe og lytte hvad hun sagde. Smilet faldt til jorden. Lopis logrede endnu mere med halen og sprang rundt ved det lille hul. Maja kneb øjnene sammen. Var det sneen, der dalede langsomt ind, som Lopis var så glad for? Til sidst sukkede hun, gik over til Lopis og klappede den på hovedet, med et smil. De ravgule øjne så op på hende og han slikkede hendes hånd.

Hele dagen havde Maja prøvet på at overtale Lopis til at være en skammel, så hun kunne komme ud. Men han nægtede. Måske var det ordet skammel? Men samtidig kunne hun jo ikke tage Lopis med. Hvis hun nu kravlede ud og ned til grotte åbningen, ville det så være lettere at lave et hul i snevæggen? Maja grublede over det spørgsmål og så kom et nyt: Ville hun kunne sidde på Lopis? Hundens ryg gik helt op til hendes skulder, så den var ihvertfald høj nok, og den så ret stærk ud.

“Lopis? Ville jeg kunne ride på dig?” spørgsmålet kom ud, før hun fik tænkt sig om. Lopis standsede op. Han så træt på hende og gik så videre. Maja småløb efter ham. Nå, det måtte vel være et nej.

De kom tilbage til gransengen, lige ved grotte åbningen, og Maja sendte et træt blik til snevæggen. Efter Lopis åbenbart var dumpet igennem loftet, kunne de da trække vejret, men det var stadig rigtig koldt. Majas fingre var konstant kolde og kun når hun stak dem ind i Lopis’ lange pels, blev de varme.

Maja lagde hovedet tilbage mod væggen og stønnede. Hvor lang tid havde hun været derinde? Det føltes som flere år. Nej, måske kun måneder. I hvert fald rigtig mange dage. Imens Maja gik alle dagene igennem i hovedet, travede Lopis rundt ved snevæggen.

“Giv nu op,” sagde Maja træt, “Den væg er hård som sne!” Men hendes ord satte ikke en stopper for Lopis’ traverier. Han snøftede og kradsede i sneen. Han kradsede hurtigere og hårdere. Med ét sprang han tilbage og blottede tænderne med en knurren. Maja kom hurtigt på benene.

“Hvad er der, Lo…” hun kunne ikke fuldføre sætningen, da hun så hvad der var nået igennem den stenhårde væg.

En hånd. I ét spring var hun henne ved snevæggen og greb fat om den. Hånden greb fat om hendes i et krampetag. Det første der slog Maja, var kontrasten imellem deres hud. Majas blege hud, mod den mørke hånds. Huden var brun og med aftegninger, lidt som bark på et træ.

Uden at tænke sig om, satte Maja en fod mod snevæggen og skubbede fra. Hun hev og sled i hånden, før håndleddet pludselig gled igennem. Hun hev hurtigt armen igennem og pludselig kom et hoved igennem. Det var dækket med grønt hår, der var pyntet med hvid sne. Resten af huden havde også de lange aftegninger, som bark.

Drengen slog øjnene op og nogle lysegrønne øjne så på Maja. Øjnene vækkede en stor nysgerrighed i Maja: hun kunne ikke huske, at hun nogensinde havde set så grønne øjne. Han stirrede fortryllet på hende, som om han ikke kunne tro sine egne øjne. Drengen blinkede og huskede Maja på hvor de var.

“Åh! Det må du undskylde!” udbrød hun og hev resten af drengen ind i grotten. Dér stod han med den hvide snevæg i baggrunden. Han var klædt i nogle bukser lavet af træers bark og en bluse af grønne blade. Ligesom Majas, var ærmerne korte. Hans fingre var bundet ind i små bandager, så man næsten ikke kunne se hans mørke hud. Han sagde ingenting, men stirrede på Maja.

Lopis snerrede og viste tænder. Den sneg sig langsomt tættere på drengen, der først opdagede den dér. Han spærrede øjnene op, slog munden sammen og maste sig op af snevæggen. Maja så irriteret på hunden og tog godt fat i dens pels. Han vendte sig om og bjæffede af Maja.

“Nej! Lopis, kan du så opføre dig ordentligt!” råbte hun og tog fat med begge hænder, for at Lopis ikke sprang på drengen. Maja sendte et undskyldende smil til drengen, der stirrede rædselsslagent på hundens spidse tænder.

Da hun endelig fik Lopis og drengen til at slappe af, rakte hun hånden frem, ligesom Allion havde gjort med hende.

“Jeg hedder Maja. Hvad hedder du?” Hun gik ud fra, at hun lige skulle vente til, at drengen var faldet til ro, før hun fortalte om hendes manglende hukommelse. Drengen så i lang tid på hendes hånd, uden at sige noget.

“Jeg hedder Raijin,” sagde han og tog hendes hånd.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: