7. december

7

december

Maja hev efter vejret. Hun vendte og drejede sig i søvne. Så lå hun stille. Langsomt åbnede hun øjnene. Det var iskoldt og hun kunne næsten ikke få vejret. Hun fik sat sig op, langsomt, med sine frosne fingrer, der næsten ikke reagerede.

Tæppet var knuget i hendes hænder, så hun var nødt til bruge den anden hånd til at få tæppet fri. Fingrene var blå og rystede ukontrollabelt. Majas hvide hår havde holdt hendes hoved varmt, men resten af hende var som en istap. Tænderne klaprede i hendes mund.

Et hurtigt blik på grotteåbningen forklarede hendes åndenød og kulde. Den var helt fyldt op med sne. Maja vaklede hen mod den og faldt på knæ foran den. Hun lagde hånden på snevæggen og prøvede at presse et hul.

Først var hun så afkræftet, at der kun kom en lille fordybning fra dér hvor hendes hånd havde været. Så fik hun presset lidt mere ind og fik endelig udenfor at se. Men kun i få sekunder, før sne dækkede det til igen. Maja prøvede ikke engang at lave et nyt hul. Hun var alt for afkræftet, af kulde i forvejen.

Langsomt vaklede hun hen til sin granseng igen og lænede ryggen op af grotten. Hun prøvede at varme sig selv med tæppet, men det var for tyndt. Hun havde svært ved at trække vejret og tankerne var langsomme og ufokuserede. Lænet op af væggen, stirrede hun ud i luften og prøvede at få en smule varme ind i sine bare arme.

Pludselig slog det hende. Hullet i loftet, hun havde opdaget før! Det burde være åbent! Med besvær rejste Maja sig op og vaklede ind i grotten, med tæppet om sine skuldre. Hver indånding var en kraftanstrengelse og benene kunne næsten ikke holde hende oppe. Omsider fik hun kæmpet sig hen til hullet, kun for at se, at det var fyldt med sne.

Hendes sidste håb var knust. Benene knækkede sammen under hende. Hun trak tæppet tættere om sig og kæmpede for at tårerne ikke kom ud. Det lykkedes ikke særlig godt. Snart blev hendes kinder våde og synet sløret. Hun hulkede.

Hun vidste ikke hvem hun var, hvad hun skulle gøre eller hvad Allion var for hende eller det underlige pindsvin. Ville hun nu bare dø af iltmangel og kulde? Håbløsheden tvang tårerne frem og Maja græd sit hjerte ud. I en sidste håbløs handling, slog hun ud efter hullet i loftet, med det resultat, at al sneen faldt ned over hende.

Sneen dækkede hende og væltede hende omkuld. Med nød og næppe kom hun ud fra den enorme bunke sne, men hun havde mistet tæppe derinde under. Maja vaklede tilbage til sin granseng og lagde sig ned.

Næppe havde hun ligget der i få minutter, før hun satte sig op i trods. Hun nægtede at give op! Langsomt stillede hun sig op og begyndte at gå i cirkler. Hun løb rundt omkring og hoppede op og ned. Det blev sværere og sværere for hende at bevæge sig. Det havde ihvertfald ikke hjulpet at blive overdænget med sne.

Samtidig blev hun mere og mere sløv og lovede sig selv, at hun kunne lukke øjnene, bare et øjeblik. Hun lagde sig på grannet og trak knæene op til brystet. Langsomt lukkede hun øjnene. Hun lå der i flere minutter og åbnede ikke øjnene. Hullet i loftet ledte mere sne ind og det fløj hen oven på Maja, men hun rørte ikke på sig. Ulvene hylede udenfor og det gibbede i Maj, men hun åbnede stadig ikke øjnene.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: