6. december

6

december

Da Maja vågnede, var pindsvinet væk. Hun ledte grundigt, men det var pist væk. Nå, men hvis den ikke ville være med hende mere, så ville hun lade den gøre som den ville. Snestormen var vildere end nogensinde. Hvor mon de kom fra? Maja studsede lidt over det, men lagde det så til side. Sneen var begyndt samle sig foran grotte åbningen, så det skubbede hun lidt til. Ellers ville sneen sikkert spærre hende inde. Kulden var allerede så dominerende, at gåsehuden løb op af begge arme. Grotten fortsatte langt ind i klippen, så Maja gik langsomt derned af. Måske var der varmere deinde.

Der var ikke varmere derinde. Tværtimod. Maja gøs og gik hen til en stalagmit, der stak op af jorden. Da hun lænede sig op af den, sprang hun hurtigt væk. Den var koldere end sneen udenfor.

Maja sukkede. Hvad skulle hun nu gøre? Hendes blik søgte ud over grotten og hun satte hovedet på skrå. Hurtigt skridtede hun tværs over grottens gulv og så op på hulens loft. Eller der der skulle have været loft. I stedet var der et hul og Maja kunne se direkte op på den blå himmel, hvor sneen hvirvlede voldsomt rundt. Hun bandede indvendig (alle bandeordene var kommet tilbage dagen før). Det var derfor der var så koldt! Plus den evindelige dryppen, fra stalaktitterne, hjalp højst sandsynlig også på kulden. Måske var der en kilde i nærheden? Hun gik i blinde gennem grotten. Øjnene havde hun lukket, for de blev så kolde. Det blev også sværere og sværere at holde dem oppe.

Pludselig snublede hun og hænderne strøg ud for at gribe hende. Det lykkedes næsten, men hun bankede dog kinden ned i sin hånd og næsen ned i klippegulvet. Med tårer i øjnene så hun på sin fødder, for at få øje på synderen. Synderen var et hul i jorden.

Maja tørrede hårdt øjnene, så på skaden på sine hænder og studerede så hullet. Det var så dybt, at hun var faldet i det og landet på næsen, men faktisk blev det dybere. Hvis hun var gået bare lidt til den ene side, ville hun være faldet meget dybere ned og kommet meget mere til skade. Maja nærmede sig forsigtigt hullet og kravlede ned af den ujævne trappe, der var hugget ind i klippen. Trappen førte hen til en gang, som Maja nærmede sig nysgerrigt. Hendes hænder gjorde ondt og prikkede, men hun ignorerede dem.

Næppe var hun gået få skridt ind i gangen, før alt blev sort. Altså, hun mistede ikke bevidstheden, men hun kunne ikke se mere end en meter foran sig. Hun viftede med armen foran sig, men der var helt mørkt og hånden bankede ind i klippen, flere gange. Til sidst gav hun op. Med et suk vendte hun sig om og gik ud igen.

Da hun senere sad på sin granseng, spekulerede hun over, hvad grotten mon var. Og hvorfor den var der. Spekulationerne kørte rundt i hendes hoved og kom med vilde svar. Til sidst gav hun sig selv en lussing og tvang sig selv til at gå udenfor.

Kulden hev hende tilbage til virkeligheden og hun maste sine arme, med hænderne. Gåsehuden løb op af de bare arme. Hvis bare hun havde noget at lægge over sig. Hun svømmede i selvmedlidenheden.

Noget prikkede til hende. Maja så ned og kunne ikke lade være med at smile. Pindsvinet var kommet tilbage. Så fik hun øje på det den trak efter sig. Noget langt, vævet stof. Før hun selv opdagede det, havde hun med lynets hast trukket tæppet over sig.

“Tak,” hviskede hun, hvis pindsvinet nu kunne forstå hende. Den pev tre små piv, før den vendte om og efterlod Maja. Der gik flere minutter, før hun kunne tænke. Tæppet varmede hende langsomt og var så stort, at hun uden besvær kunne rulle sig ind i det. Varmen gjorde hende døsig og før hun vidste af det, var hun faldet dybt i søvn.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: