4. december

4

december

Der var noget kaldet græskartærte til morgenmad, men det var ikke lige Majas stil. Allion så ud til at nyde det stort. Maja var ikke sikker på om hun skulle siger noget om det natten inden. Havde det bare været en drøm? En kuldegysning løb igennem hende. Nej, hun kunne da ikke have forestillet sig det kolde blik. Hvorfor skulle hun have forestillet sig det? Majas tanker kværnede, så hårdt at hun fik hovedpine. Hun besluttede at droppe det. Det havde sikkert bare været en drøm.

“Allion?” spurgte Maja og Allion så på hende, “Hvordan mødtes vi første gang?” Allion tænkte sig om et øjeblik.

“Det var et godt spørgsmål. Jeg tror det var for… syv år siden? Ni år? Vi mødtes i skoven, da jeg var ude og lede efter blade til min mor. Jeg kan ikke huske hvad hun skulle bruge dem til, men så stødte jeg på dig.“ Maja lyttede fortryllet med, imens Allion fortalte om hvordan de havde mødt. Åbenbart havde Maja været ude og gå en tur, var faldet i et hul, nogle drenge havde gravet. Allion havde reddet hende og de havde været venner siden.

Maja nikkede. Men der var bare et eller andet over Allion, som Maja ikke helt kunne placere. Det var som om hun ikke kunne placere Allion, nogen steder.

“Hvordan fandt du mig? Det sidste jeg husker, er en grotte.” sagde Maja med en panderynken. Allion bed sig i læben. Han sad på gulvet og sorterede frø i kurvene.

“Jeg var ude og gå en tur. Jeg kom forbi en grotte og fandt dig. Du ved ikke hvor glad jeg blev for at se dig, jeg troede at du var død! Jeg tog dig med herhjem og lagde dig i sengen.” forklarede han og Maja nikkede.

“Men hvorfor troede du at jeg var død?” spurgte Maja forvirret. Allion så lidt på hende.

“Nej, det vil du ikke kunne tåle at høre. “ sagde han med en hovedrysten. Maja skubbede nogle af bladene til side og stillede sig op. Hun vandrede hvileløst rundt i rummet. Hendes hvide-blå nederdel svingede om hendes ankler og de bare tæer efterlod fodspor i græsset der voksede op.

“Du bliver nødt til at fortælle mig det.” sagde Maja til sidst og satte sig ned foran Allion, der stivnede midt i en bevægelse. Så sukkede han.

“Det skete for nogle dage siden. Du havde besluttet, at du ville ud og klatre på klipper, lige ved et af de mest voldsomme vandløb. Jeg prøvede at tale dig fra det, men du ville ikke høre. Jeg stod og så dig klatre og pludselig mistede du fodfæstet. Du faldt i vandet og forsvandt med strømmen, inden jeg fik set mig om. Jeg løb til min mor efter hjælp, men da hjælpen kom, var du allerede skyllet væk.” fortalte han.

De snakkede om hvad der var sket efter hun var skyllet op på bredden, men Maja kunne ikke huske andet end sne og kulde. Allion forsikrede hende om at det nok ville gå og kom med nogle varme kastanjer og to kopper te.

“Men Allion, “ begyndte Maja, “Hvordan kan du varme ting? Her er ikke nogen ovn og hvordan er her også så varmt?” Allion smilede hemmelighedsfuldt.

“Jeg er efterårshjælper. Der er en hjælper for hver årstid og der er en masse frynsegoder. Det er så også et livsarbejde, men det er stadig meget populært. Jeg blev efterårshjælper her i foråret, da den gamle gik bort og dronningen holdte en test. Som du kan se, fik jeg det,” sagde han stolt. “Varmen er noget hver hjælper lærer. Dronningen hende selv, lærte mig det. Jeg har arbejdet hele foråret, på at lære hvordan jeg kan finde alle efterårets frø, de rigtige skyer og alle farverne!” Allion så ud som om han ville fortsætte i en evighed, men Maja afbrød ham.

“Men hvem er den dronning du snakker om?” spørgsmålet fik Allion til at stivne. Da han talte igen, var hans stemme lille og skrøbelig.

“Men Maja… Har du også glemt hende?” Det lille spørgsmål gav Maja kuldegysninger ned af rygraden og hun følte at hun skulle vide det, men hendes hoved gjorde så ondt. Forpint nikkede hun. Allion ruskede op i sit korte brune hår, så det hoppede alle steder hen.

“Alle årstiderne har den samme chef, dronningen. Alle der har problemer, kommer til hende. Hun sørger for at alle træerne får deres midler og at alle hjælpere får deres ting. Selv os hjælpere skal passe et træ.” Han fnøs, “Jeg var så heldig at mit træ er lige i nærheden.”

Maja så forvirret på ham. Hans øjenbryn sprang op i panden og forklarede, at hver skovånd, havde et træ. At det var et slags hus og det var deres opgave, at passe det. Andre ånder passede deres træ, men også madforsyningen. De snakkede videre uden at opdage tiden og pludseligt gik solen ned. Maja nægtede at tage Allions seng igen, da hun jo havde det fint. Allion argumenterede ikke så voldsomt, virkede nærmest lettet og lidt senere lå Maja på nogle tæpper på gulvet.

Hendes tanker gik i ring om det Allion havde sagt tidligere. Alle skovånder havde et træ. Selv hjælpere. Håbet blæste i hende, som en blid snestorm. Hun kunne ikke lade være med at smile. I morgen ville hun finde sit træ.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: