24. december

24

december

Maja slog gispende øjnene op og kæmpede for at sætte sig op, men det lykkedes ikke. Armene var snøret ind mod hendes krop og der skete ikke andet, end at hun væltede tilbage i sneen.

“Laiska!” udbrød Raijin og møvede sig hen til hende. Hans arme var også bundet stramt ind til kroppen.

“Raijin, hvad er det der foregår? Jeg husker ikke andet end… “ hun lod sætningen hænge i luften og blinkede forvirret. Alle dagens minder kom frem. Hun havde husket, hvordan hun fik Raijins far tilbage, hvordan hun huskede sin magi og hvordan Allion havde afsløret planen. Men det blik han havde haft i øjnene, gav Maja et håb. Måske fortrød han?

Hun så sig straks omkring så godt hun kunne, men i sin liggende position, kunne hun ikke se ret meget andet end gran og himmel. Der var nogen der græd. Maja fulgte lyden og drejede sig mod Raijin. Hulkende kom fra bag ham.

“Allion?” spurgte hun, da hun genkendte lyden. Han snøftede højt, men svarede ikke. Raijin sendte hende et blik, der udstrålede stor irritation, men samtidig var der et glimt af bekymring.

“J-ja,” hikstede Allion pludseligt, “Min h-herre… “ Det sidste ord fik et nyt vandfald ud og han var ikke i stand til at sige mere. Raijin lagde sin mund tæt op mod hendes øre.

“Han blev bundet sammen med os og begyndte at sige til min far, at han havde lavet en grusom fejl. Min far så bare på ham og sagde ganske kort, at han ikke behøvede Allion mere. Han tvang Allion til at sige hvor grotten med snefnuggene var henne og er gået derhen. Så efterlod han os her.” hviskede han og Maja så håbløst op i himlen. Så kom hun i tanke om noget.

“Hvad med Lopis?” spurgte hun begejstret. Raijin sukkede.

“Beklager, min far fangede ham også.” En piven tæt ved Maja fik hende til at vende hovedet med et ryk og så lige ind i de ravgule øjne. Kæben var snøret kraftigt sammen. Raijin fortsatte med at snakke:

“Jeg er virkelig ked af det, min far har altid været så underlig. Han har altid snakket om, at han skulle have været vinterhjælperen, i stedet for din mor. Så han dræbte hende,” ordene så ud til at give Raijin fysisk smerte, “og håbede, at han da kunne blive vinterhjælper. Men så kom du og ødelagde det hele. Kom igennem prøven perfekt. Alt dette vidste jeg ikke, før efter du havde mistet hukommelsen. Det var ikke fordi, at jeg har en hobby med at undersøge magi. Min far har altid været fascineret af magi og været sikker på, at det var det, der ville sørge for, at han ville blive vinterhjælper. Han fik fat i ulvene, dem der er er vinterens dyr, Allion der hadede dig og… “

“Vent hvad? Hader Allion mig?” afbrød Maja ham og Allion snøftede lavt. Raijin tøvede.

“Ja,” sagde han til sidst, “Ja, det gjorde han. I hans øjne var du så irriterende perfekt og han håbede også på at blive vinterhjælper. Det var en stor dag, for der skulle både finde en efterårshjælper og en vinterhjælper. Han prøvede endda at sabotere din prøve, men du klarede den med glans. I stedet blev han efterårshjælper og han ser det som den evige toer. Tænk at have magten, over skovånderne. At man kunne lade være med at give dem deres støv og de ville gøre hvad som helst. I stedet fik han den lille tjans, at farve bladene og få det til at regne. Så han foreslog et samarbejde med min far og ja, resten kender du.” sagde han og Allion rømmede sig.

“Jeg kan høre jer, ved i,” sagde han grødet, men Raijin ignorerede ham.

“Men Laiska, husker du lyset? Det vi fandt i grotten?” sagde Raijin og Maja smilede.

“Jeg husker meget mere end det. Jeg husker det hele. Vi skal nå at give alle deres ting, inden midnat. “ sagde hun og vred sig rebene, “Men hvordan skal vi komme ud af rebene? Hvis Lopis ikke var fanget, ville han kunne bide dem over.” Maja så på den triste hund foran sig og tænkte på den kloge hund, der havde fulgt hende igennem hele hendes forvirrende færden. Pludselig fik hun en ide.

“Raijin!” udbrød hun ivrigt, “Jeg skabte Lopis af sne! Ville jeg kunne få ham ud af rebene på den måde?” Hun ventede ikke på svar. Hun møvede sig lidt og rørte ved den sorte snude. Så lukkede hun øjnene og huskede, hvordan hun havde gjort, med Raijins far. Bare finde den indre energi…

Hun forestillede sig, hvordan hunden faldt sammen til porøs sne og samlede sig igen, lidt væk, uden for rebene. Den lange hale, den store pels og det store hoved. Det vanskelige var at sætte øjnene i og den sorte kulklump, som snude.

Hun slog øjnene op, da en stor snedrive ramte hende i ansigtet. Lopis luntede rundt og skubbede sne over Maja. Med besvær, fik hun sat sig op og vendte ryggen mod hunden.

“Lopis, bid dem over! Ja, kom nu, ja!” råbte hun, da de skarpe tænder gnavede rebene over. Raijin så forbløffet på hende, da hun bandt hans reb op.

“Min far undervurderede dine evner.” konstaterede han, “han troede åbenbart han havde dem alle.” Maja bandt Allion op og så forvirret på Raijin.

“Havde mine evner?” spurgte hun, med en panderynken.

“Ja, det var jo hele hans mål. At blive vinterhjælperen og det mente han at han blev, hvis han absorberede dine evner.” forklarede Raijin og skridtede hen mod grotten. Maja gik stille efter ham og Allion snublede efter dem. Lopis gned snuden mod hendes hånd og hun smilede til ham. Maja svingede benet over hans ryg.

“Jeg kommer hurtigere frem på Lopis. I kommer så hurtigt i kan. Afsted!” sagde hun og Lopis sprang afsted, ind i grotten. De passerede hurtigt gransengen, lige ved indgangen, og nåede til gangen, på under et minut. For hende ville det have taget fem gange så lang tid. Hun gik dog af, da de skulle gå ned af trappen, men satte sig hurtigt op igen. Lopis løb efter en usynlig tråd og fandt snefnugdøren meget hurtigere end de havde gjort. Var det der han var løbet hen tidligere? Og havde han så ikke kunnet finde dem?

Lopis stoppede prustende op, med tungen ud af munden, foran snefnug døren og Maja sprang af. I det hendes fingre rørte den, kom et blændende blåt lys ud. Hun kneb øjnene sammen i en refleks og da hun åbnede dem igen, stod hun i det velkendte sted. De hvide klippevægge var glitrende som altid og grantræet i midten var mere prægtigt end nogensinde.

Hun huskede hvor hun skulle hen. Langsomt sneg hun sig op ad væggen, mod dér, de to drenge havde haft en lejr. I den lille lysning, var der forskelligt farvede grantræer. Maja styrede mod det lyseblå og lagde hånden på grannet. Lopis var vist stadig ved indgangen og snusede rundt.

Noget af grannet gled til side og afslørede en høj cylinder, fyldt med kasser, af træ. Maja trak en masse kasser ud og pakkede dem oven på hinanden. Hun fandt en snor i en af dem og kaldte lavmælt Lopis til sig. Hun bandt alle kasserne til hunden og listede mod indgangen.

“Nå da. Musen er ude, hvordan gik det mon til?” spurgte en stemme pludseligt tæt på Majas øre. Hun vendte sig om med et sæt og skreg. Raijins far stod foran hende og så på hende med afsky. Maja tumlede baglæns, men manden trådte bare roligt efter hende.

“Jamen det var da rigtig dejligt at du ville hjælpe mig. Uden dig havde jeg aldrig fundet støvet. Kom så med det,” sagde han og rakte hånden frem. Maja rystede kraftigt på hovedet, men var ikke i stand til at tvinge et ord frem. Hun prøvede at skubbe Lopis videre, der knurrede og viste tænder, men pludselig var manden henne ved den og holdt i dens hale.

“Nej lille ven, jeg skal jo bruge det.” sagde han og gentog sin remse fra tidligere, så et reb skød ud af hans hånd og rundt om Maja og Lopis. Men denne gang var det grønt, ikke bare sejlgarn. Han tog langsomt alle kasserne af, som om han havde alverdens tid. Maja rystede og bævede, men manden ignorerede hende. Så dukkede nogle velkendte væsner op bag det store grantræ. Grå, skarptandede, væsner.

Ulve, tænkte Maja og stirrede skræmt på dem. Hun lå lige foran døren, hvis hun nu kunne snige sig derhen, ville hun så… Allerede inden hun fik tænkt tanken færdig, stod manden foran hende og stirrede hende ind i øjnene, en håndsbredde fra hende.

“Ingen numre. Ellers går det ud over din tjener.” sagde han og Maja nikkede, med tårer i øjnene. Hun bed tænderne sammen. Lopis knurrede og bed i sine reb, da mandens satte sig med ryggen til og undersøgte kassernes indhold. Hurtigt fik hunden bidt rebene over.

Han bed efter ham, men manden nåede at opdagede det og flyttede sig lige i tide. Lopis rejste børster og viste tænder. Maja skubbede sig bagud og stirrede rædselsslagent på det, der udspillede sig foran hende.

Lopis bed ud igen og manden gav ham et slag på snuden. Manden sparkede ud, men Lopis bed bare fast og hev ham ned på jorden. Knurren og råb udfyldte den fredfyldte grotte og Maja tvang øjnene i. Hun ønskede ikke at se det.

Et pludseligt sejrshyl tvang hende dog til at åbne dem igen. Manden stod med en fod oven på den store hvide hund, med store skrammer og halvdelen af sit ene bukseben væk. Maja snøftede og tårene fik frit løb.

“Lopis,” hviskede hun grådkvalt og hvor ville hun gerne have sprunget ud af rebene og løbet over til hunden. Men det kunne hun ikke og det stak som en kniv i hendes hjerte.

Pludselig åbnede et stort blåt hul sig i væggen og to skikkelser, på Majas størrelse, faldt igennem. Lidt fortumlet satte de sig op og så sig omkring. Deres blikke stivnede ved Maja.

“Raijin! Allion!” udbrød Maja igennem tårerne og de to drenge vendte sig langsomt mod manden, med den hvide hund under sin fod.

Raijin strakte sin arm ud mod manden og mumlede nogle ord for lavt, til at Maja kunne høre det. Manden spærrede øjnene op og et glimt af frygt blev synligt i hans øjne, før han slået tredive meter bagud, ind i det store grantræ, af en usynlig hånd. Han faldt sammen, men var hurtigt på benene igen.

“Angribe sin egen far?” spurgte han hæst og på under et sekund var han henne ved Raijin og klemte om hans hals, med den ene hånd. Raijin hev efter vejret og sprællede med benene, men manden foretrak ikke en mine. Maja rystede og hendes tanker var blanke. Hun kunne ikke tænke og uden hun selv lagde mærke til det, løftede hun den ene hånd mod Raijins far.

Bittesmå, eletriske, blå linjer bredte sig ud fra hendes håndflade og nærmede sig manden. Han drejede hovedet mod hende med et ryk og kastede Raijin fra sig, som en kludedukke. Sneen knasede under mandens fødder og hans hæse åndedræt blev højere. Han nærmede sig Maja, der kæmpede for at fastholde sine evner.

Pludselig stod han foran hende og stirrede hende ind i øjnene. Maja skreg forskrækket og slog ham, med en refleks, med den hånd, hvor de blå slanger kom ud fra. Manden kom et hårdt udbrud og vaklede nogle skridt bagud. Han tog sig til sin kind. Den var dækket af is, i et tydeligt håndaftryk. Maja stirrede på det og på sin sin hånd, hvor små blå lyn zikzakkede over hendes håndflade.

Manden var gået bagud, lige mod der Lopis lå bevidstløs. Hans øjne var opspærrede og han jamrede sig over kulden, der sad på hans kind. Men pludselig åbnede Lopis øjnene og i et snuptag, havde han fast om mandens ene ben og hev ham ned på jorden. Deres kamp begyndte på ny og Maja så sig frygtsomt omkring. Hvor var Allion? Hun kunne have svoret på, at han havde været med Raijin.

Raijin! Straks fik hun andre tanker og tumlede så hurtigt hun kunne, hen til den bevidstløse dreng. Hun skulle prøve flere gange, men så fandt hun pulsen og åndede lettet op. Den var lav, men den var der.

Manden gav Lopis et sidste spark og hunden faldt klynkende sammen. Han knipsede mod hunden og Lopis hylede og pev. Den vred sig, men for Majas øjne, gik den langsomt i opløsning og efterlod ikke andet, end en store hunke sne. Tårene krøb sig på ny op i Majas øjne og hun undertrykte et hulk.

Manden nærmede sig, med et stort smil på sine læber. Han bøjede sig ned over hende og stirrede ind i Majas øjne. Hun kunne ikke flytte på sig.

Et pludseligt blåt lys bag hende skar manden i øjnene og han flyttede sig forvirret, med en hånd over øjnene, for at skygge. Maja vendte sig om. Grottevæggen var oplyst af en blå hvirvelstrøm, der hvirvlede og lyste hele grotten op.

Ud af hvirvelstrømmen tumlede en rødklædt person ud og rullede omkring i sneen. Han rejste sig op og så sig fortumlet omkring. Hans blik landede på Maja og han tumlede hen til hende så hurtigt han kunne. Han lagde en hånd på hendes.

“Jeg har bragt hjælp,” sagde han og så på Maja, der stirrede chokeret på ham. I det han sagde det, kom flere personer igennem den blå portal og sprang straks på manden. De var alle klædt i en vest, af bark, og havde bluser af blade nedenunder, men ellers var de så forskellige, som noget kunne være. På nogle hang der visne bær, andre havde røde blade, alle blade på bluserne var forskellige og Maja så endda en med blåt hår. Der var vel nok tyve af dem og de omringede Raijins far. Alle havde hver deres våben, de rettede mod manden. Et langt spyd, et krumt sværd, en slynge og mange flere.

Da manden var omringet, kom en sidste person ind igennem portalen. En høj kvinde, med en glitrende hvid kjole, der gik til jorden og med et grønt slør, der trak sig på jorden efter hende. De røde ærmer var lange og vide. Det var en rank kvinde med ubestemmelig alder og langt lyst hår, hvor der udgik et gyldent lys, som lyste hele grotten op. På hovedet bar hun en høj spids krone, af krystaller, der lyste grønt. Bag hende slukkede portalen og efterlod den nøgne klippevæg. Hendes klare skovgrønne øjne så på manden, der var stivnet, da han fik øje på hende. Han fattede sig og bukkede dybt for kvinden.

“Højtærede dronning,” begyndte han, men dronningen afbrød ham, med en fremadrettet hånd. I hendes øjne var der så koldt, at Maja gøs.

“Smiger vil ej hjælpe. Det du har gjort, er utilgiveligt og med dronningens krone, tvinger jeg dig til den Dybe Grotte.” sagde hun og al farve stak af fra mandens ansigt. Han stammede og prøvede at forklare sig, men de bladklædte våbenholdere prikkede til ham med deres våben og dronningen åbnede portalen med et knips. Da manden og de tyve mennesker var igennem, smilede hun blødt til Maja.

“Dine venner er i sikkerhed. Din dåd vil gå over i historien, min kære. Jeg vil personligt tage mig af dem og så har du vist et job du skal udføre,” sagde hun og lavede en lille hånd bevægelse mod Raijin, som der blev løftet op i luften og svævede med dronningen. Allion så lidt på hende i et stykke tid og gav hende så et kram, så hårdt, at hun ikke kunne trække vejret.

“Jeg er så ked af det,” hviskede han og trak sig tilbage. Maja så lidt på ham. Kunne hun leve med det han havde gjort? Hun mindedes den røde væske i grotten og alle hans sår. Hun studerede ham og han gned sig på armen.

“Jeg gik tilbage til Kitos, det er Raijins far,” tilføjede han, “Da han stadig var et grantræ og jeg havde mødt dig igen. Det at du havde glemt alt, skræmte mig. Selv dronningen? Men da jeg kom derhen, talte han til mig igennem den her,” Han løftede metal armbåndet op: Det var af hans håndled og krøllet. “Han beordrede ulvene på mig og ja… “ Maja rynkede bekymret øjenbrynene, da han slog ud med armene. Hans bukseben var flænset og store sår var på hans arme.

“Han talte til mig konstant, gennem armbåndet. Fortalte mig hvor ond du var og om min hævn, for at jeg kun blev et luset nummer to. Han fik det tvunget ind i mig, men da han så bandt mig, gav det hele et klik. Da jeg løb efter dronningen, kom han hele tiden med bidende bemærkninger. Dronningen fik den af,” sagde han træt, men glad. Maja trak ham ind i et kram og han gengældte det. Så trak hun sig lidt væk.

“Du er tilgivet. Men det er ikke helt nok. Du bliver nødt til at få en straf. Hvordan skulle jeg ellers klare mit arbejde på så kort tid?” sagde hun med et smil og Allion smilede et træt smil. Hurtigt fik de samlet alle kasserne med ting og delte det ud til dyrene og skovånderne. Maja fik snestormene væk og gav alle deres støv. Hun sagde farvel til Allion og Raijin, da de skulle i hi. Hun skulle blive ved med at være vågen og passe på vinteren. Lopis skabte hun igen og lod den få de samme ravgule øjne.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: