21. december

21

december

Maja satte sig op med et sæt og stirrede på den rødklædte dreng ved siden af hende. Han fik ikke et øjeblik ro, før hun slog ham med en knytnæve.

“Din skiderik!” skreg hun og knytnæverne slog hårdere, for hvert slag, “Du vidste det! Du vidste det! Du var med i det” Tårerne løb ned af hendes kinder og hun satte sig snøftende op. Allion så forsigtigt på hende og optændt af raseri, gav hun ham det hårdeste spark hun kunne. Raijin lagde en hånd på hendes skulder, men hun slog den væk.

“Og dig? Vidste du også alt om det?” spurgte hun harmdirrende, uden at se på ham. Han svarede ikke, trådte bare bagud, for at undvige hendes næver. Allion havde også fået den samme gode ide og var nu ude af hendes rækkevidde.

Frustreret sparkede hun hårdt til sneen, som der rejste sig op og så på hende med en sort snude og ravgule øjne. Med et højlydt hulk, slog hun armene om Lopis og græd ind i dens pels. Uden at tænke over hvad hun gjorde, svingede hun et ben over dens ryg og begravede hovedet i dens lange pels.

“Lopis, få mig væk,” mumlede hun grådkvalt og Lopis, bjæffede højt, før den løb afsted. Maja havde lukket øjnene og ænsede ikke andet, end den smertefulde fornemmelse af forræderi. Lopis’ tempo blev langsommere og til sidst stoppede den op. Endelig opdagede Maja, at hun sad på dens ryg. Hun gned øjnene og gled ned. De var stadig i grotten, men så langt væk, at Maja næsten ikke kunne se dem.

“Undskyld jeg red på dig,” hviskede hun til hunden, ”Du havde ikke givet mig lov, men jeg havde så brug for at komme væk. Er det okay?” Hunden nikkede og Maja smilede. Hun lagde sig op af den og trak sine knæ op til sig.

“Kendte du til det? Til… “ Hun kunne ikke fuldføre sætningen. Maja sank en klump og tårerne strømmede på ny. Hun huskede den bidende frygt, da hun hang fast til Raijins far. Da de blå slanger af elektricitet, zikzakkede over hans arme. Da snestormen brød løs og hun blev slynget flere kilometer tilbage. Det Allion havde sagt, var løgn. Hun havde ikke kravlet på klipper. Maja bandede over ham. Den dreng havde været en del af! Hele tiden!

Men hvad med Raijin? Det havde jo været hans far, der havde fået Maja til det. Ifølge mindet, havde han åbenbart sagt, at det var sådan hun fik dem i hi. Men hvis det ikke var sådan, hvordan var det så? Hun blinkede overrasket og en ny tåre løb ned af hendes kind. Raijin havde snakket om noget. Hvad havde det nu været…

Støv! Støv, det var det han havde kaldt det. Men hvor skulle hun få fat i det støv? At vide, at hun var vinterhjælperen, lagde et enormt pres på hende og hun kneb øjnene sammen.

“Lopis, hvad skal jeg gøre?” hviskede hun og en tåre løb ned af hendes kind. Åndsfraværende, aede hun Lopis over ryggen. Han slikkede tåren af hendes kind og rystede med hovedet, så noget ringlede. Maja så forundret på der lyden kom fra.

Det var jo den halskæde han havde båret, da han havde vist dem grotten! Havde han fundet den der?

“Lopis, hvad er det?” spurgte hun og rakte ud efter snefnugget. Det mindede lidt om hendes mors. Lopis gøede glad og strakte hals mod hende. I det hun rørte snefnugget, rørte noget på hende indeni. Det buede og bugtede sig og Lopis bjæffede, men det lød så fjernt, og hvor var han egentlig? Maja prøvede at finde ham, men han gik i et med den hvirvlende sne. Hvirvlende sne? Forvirret tog Maja stedet i øjesyn.

Der var grantræer, ligesom hendes mors. Men i lysningen, var der en lille bakke, med en dør i. Sneen dalede blidt og lod alt blive hvidt.

Maja gik mod døren og bankede på. Hun havde en anelse om, hvem hun ville møde. Næppe havde hun slået to gange på døren, før den blev slået op. En person stod i dørkarmen. De to piger stirrede på hinanden. Ens hvidt hår, blå øjne, blå bluser og nederdel med tre forskellige farver. Dobbeltgængeren i dørkarmen rettede ryggen op og smilede til Maja.

“Nårh, det er derfor du er her!” sagde hun, som om det var svaret på hele spørgsmålet. Maja så forvirret på hende. Hun slog en hånd frem med et skævt smil og med lidt tøven, tog Maja den.

Lidt efter sad de inde i bakkehøjen og fik varm te. Maja skævede til pigen, der præsenteret sig som Laiska og var ens med Maja. Laiska var Majas rigtige navn og Maja prøvede at forholde sig til, at møde sig selv.

“Såeh,” begyndte Maja, ”Hvordan kan det være. at jeg kan tale med mig selv?” Laiska sad over for hende, med benene slået op på bordet og en varm kop te i den ene hånd.

“Jo, ser du. Da du blev vinterhjælper, skulle du jo forvandle en del af dig ned i den her. Og det er så mig,” sagde hun stolt og pegede på sig selv, ”Jeg kan ændre den her verden med en enkelt knips!” Da hun sagde det, knipsede hun og en hue dukkede op på bordet, som hun tog på.

“Jeg bliver hele tiden opdateret med dine minder og derfor ved jeg hvilken turbulens du har været igennem.” Den nu hueklædte pige, så medfølende på Maja.

“Jeg ved også, at du aldrig har undret dig over, hvor Lopis kommer fra. Virkelig? Han er en enorm del af dit liv,” sagde hun og nikkede for sig selv.

“Hvordan blev han en del af dit -eh, mit liv?” spurgte Maja og Laiska satte sig op med et smil. Pludselig var tekoppen ud af hendes hånd og ingen steder at se. Hun rakte en hånd mod den frygtsomme Maja.

“Lad mig vise dig det,” sagde hun og Maja tog hendes hånd. Hytten omkring dem forsvandt og efterlod dem i et stjerneklædt mørke. De to piger lyste op om dem og Laiska trak Maja efter sig. Billeder flød omkring, i store firkanter. Maja så sig selv møde Rajins far, første gang hun mødte Allion og mange flere, nogle hun kendte og nogle hun ikke genkendte. Men der var helt klart mindst, hun ikke huskede.

Pludselig standsede Laiska op og pegede på en af de flyvende firkanter. Maja så derhen og en vind blæste til hendes nederdel, mod firkanten. Før hun vidste af det, var hun suget ind i firkanten.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: