2. december

2

december

Det var så koldt. Pigen havde været vågen i nogle minutter og havde frosset så meget, at der var ikke gået lang tid, før hun var sprunget op og lavet alle mulige krumspring, for at holde varmen. Grantræet havde højst sandsynligt reddet hende fra kuldedøden. Nu hvor snestormen var stilnet af, havde hun mere ro til at tage sig selv i øjesyn.

Hendes hår var så hvidt at det næsten gjorde ondt i øjnene. Fra hendes lænd hang der en lang nederdel, der gik helt til anklerne. Den var i tre lag, der stoppede lidt før hinanden, så der kun var et lag ved hendes fødder. Det første lag var hvidt, det næste var en lys blå, det sidste mørkeblåt og hvert lag endte i frynser. Hun havde en turkis kortærmet bluse på, hvilket hun rystede på hovedet over.

Det var da en forfærdelig påklædning, tænkte pigen. Hvorfor i alverden havde hun så lidt tøj på? I det her vejr? Måske havde det ikke været så koldt, da hun var gået afsted? Eller var hun bare ufattelig dum? Hun kunne stadig ikke huske noget og det var så frustrerende, at hun havde lyst til at sparke til et eller andet.

Frustrationen hang som en klump i halsen og tårerne pressede på. Hvis bare hun kendte sit navn.

Ønsket hang i luften. Hun havde sagt det højt, uden at opdage det. Pludselig hørte hun noget bag sig. Hun vendte sig om med et sæt. En gren der knækkede. Sneen der knitrede. Så hørte hun det mest tydelige. Et hæst åndedræt, på vej væk.

“Vent!” råbte pigen med det hvide hår og løb efter lyden. “Vent! Hvem er du? Ved du hvor jeg er?” Pigen gentog ordene, imens hun jagtede skikkelsen igennem skoven. Hun nåede at få et blik af et ben med orange bukser og en rød kappe, men så forsvandt personen.

Pigens isblå øjne sprang hid og did. Rundt om hende var der ikke andet end grantræer, dækket af sne. Erkendelsen ramte hende som en snebold, kold og hård.

Hvordan skulle hun komme tilbage til træet? Bagefter kom der et nyt spørgsmål: Skulle hun overhovedet tilbage til træet? Eller ville hun sagtens kunne klare sig uden?

Men nysgerrigheden trak i hende og hun fandt hurtigt ud af, at hun gerne ville hen til træet. Hun havde ingen anelse hvem hun var, så hun kunne vel lige så godt blive ved træet. Det varmede hende og der var en følelse af sikkerhed omkring det.

Men hvordan kom hun derhen? Et kort blik på jorden afklarede det. Hendes og hendes bytte’s fodspor var tydelige i sneen. Pigen trak noget hvidt hår væk fra sit ansigt og smilede. Hun fulgte fodsporene, indtil sneen begyndte at falde og hun gik hurtigere. Blæsten blev vildere og pigens hår piskede om sig. Hun prøvede at se fodsporene, men sneen blæste foran hende og dækkede sporene.

Et kraftigt vindstød skubbede pigen på knæ og hun ledte desperat i sneen efter fodsporene, men de var der ikke, der var ikke andet end sne. Pigen rejste sig ikke op igen. Hun blev siddende og stirrede forskræmt på der hvor hendes fodspor skulle have været. Rundt om hende var der der ikke andet end hvidt der piskede rundt i luften og lagde sig på træerne. Selv hvis hun havde været i nærheden af træet, ville hun ikke havde kunne se det. Alt var hvidt som træet. Kulden sneg sig over hendes arme, men pigen koncentrerede sig om at tænke på noget andet. Så fik hun øje på noget. Med besvær rejste hun sig op og var lige ved at vælte bagud igen, ved et nyt vindstød. Pigen gik mod det, hun havde fået øje på.

Det var en klippe. Det betød en mulighed for ly og gav pigen kræfter til at kæmpe sig igennem sneen. Da hun endelig kom over til klippen, så hun, at det ikke bare var en klippe, der var også en grotte!

Hun tumlede lettet derind og faldt om, på det hårde sten.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: