19. december

19

december

Det første Maja gjorde, var at fortælle Raijin, om alt det der var sket. Det tog lang tid og da Allion kom tilbage, var hun nødt til at starte helt forfra. Han gav hende et lige så stort knus som Raijin og kom med mindst lige så mange afbrydelser. Hun fortalte dem ikke om sit navn. Hun følte, at hun skulle lade det være sin egen lille hemmelighed. Selv havde hun endnu ikke vænnet sig til navnet. Hun tænkte stadig på sig selv som Maja. Sådan noget var ikke så let at ændre på.

Maja havde stadig snefnugget i sine hænder. Allion og Raijin fortalte, at de havde prøvet at tage det ud af hendes hænder, mens hun havde været bevidstløs, men at det havde været umuligt. De var stadig i den store glitrende, hvide grotte og de to drenge havde lavet en lille lejr, så langt de nu kunne komme fra træet i midten. De havde lagt Maja på Lopis, for der havde ikke været noget blødere. Hvis bare de havde kunnet finde vejen hjem, så kunne de have hentet Majas tæppe, hun havde fået af pindsvinet. Hvor var pindsvinet egentlig?

Allion var ude og undersøge den hvide grotte, de var i og Raijin var blevet tilbage, ved Majas side. Han pillede ved sin fingre og irriteret lagde Maja en hånd på dem. Hun kunne ikke holde ud at se ham gøre det.

“Hvem tror du dræbte min mor?” spurgte hun, mest for at få hans tanker hen på noget andet. Det virkede.

“Det ved jeg ikke. Så vidt jeg ved, kunne alle lide din mor.” sagde han, men Maja så, at han ikke fortalte det hele. Det var underligt for Maja at tale om sin mors død, for hun havde jo talt med hende, efter hendes død. Men samtidig var det rart, at lige meget hvad der skete, ville hun kunne møde sin mor. Lige et øjeblik, hvordan skulle hun møde hende? Hvordan kom hun tilbage i snefnugget?

“Det er også meget sjældent, at hjælpere bliver dræbt. At dø af alderdom kan ske, men ligefrem dræbt? Straffen er meget værre, hvis man dræber en hjælper.” forklarede han og begyndte at pille ved sine fingre igen. Maja gav op med at få fingrene til at stoppe. I stedet fokuserede hun på snefnugget i sine hænder. Pludselig kom hun i tanke om noget.

“Raijin, da vi var i grotten, dagen efter du var kommet igennem snevæggen, sagde du undskyld, for mine mareridt. Hvad mente du med et?” spurgte hun og Raijin så op på hende med et ryk. Fingrepilleriet stoppede.

“Jeg… Jeg er ikke skovånd, som dig og Allion. Jeg hører ikke til et træ, men til en sten. Jeg har ganske vist et træ, men… ” sagde han og tog en dyb indånding. “Jeg er en drømmer. Jeg kan få folk til at drømme det jeg ønsker, med lidt træning. Drømmere er specielle og der er ikke så mange tilbage. Jeg plukker drømmene på træerne og det er bladene fra træet, min bluse er lavet af.” Maja så forbavset på ham.

“Så du gav mig en drøm? Men hvorfor lige det?” spurgte hun undrende. Raijins kinder blev røde.

“Jeg genkendte dig, lige da jeg kom igennem snevæggen. Jeg ville så gerne have dig til at huske, hvem du var og hvem jeg var. Jeg er ikke så trænet, må jeg indrømme, så mit ønske kom til at bryde ind i dine drømme.” tilstod han og gned sig på armen. Maja trak på skuldrene.

“Hvorfor trak du mig egentlig ikke ud, af grotten, i stedet for omvendt?” spurgte hun tænksomt. Raijin så kort på hende, før han grinede.

“Jeg prøvede! Men du var så stærk, at jeg var nødt til at give op!” Hans latter blev højere og Maja deltog i latteren. Det rungede imellem grotten vægge og Maja så en lille person i rødt vende sig om og gå mod dem, fra den anden ende af grotten.

“Men Raijin, kan du gøre det igen? Få mig til at drømme noget?” spurgte hun og Raijin så tvivlsomt på hende.

“Måske. Du skal huske på, at jeg kun er lidt udlært. Har du noget du meget gerne vil drømme om? Så har jeg en bedre ide om det.” sagde han og Maja viftede med snefnugget. Han smilede og rakte ud efter det.

“Det bliver ikke så langt, så sig det du vil hurtigt. Vi holder begge fast og tænk på det du gerne vil drømme om. Så slap helt af, helt af,” mumlede Raijin og Majas øjne gled i. Alt var et virvar af farver og det hvirvlede rundt og rundt. Maja så forundret på det, imens det langsomt gled ind i hinanden. Langsomt blev der skabt en sneklædt lysningen, med grantræer hele vejen rundt. Overalt stod der sneskulpturer og i det ene hjørne, stod hendes mor og byggede en kanin af sne.

“Mor?” spurgte Maja og hendes mor sprang op.

“Laiska?” spurgte hun og så sig omkring. Maja så forbavset op på hende. Kunne hun ikke finde hende?

“Mor, jeg er lige her,” sagde hun og så ned af sig selv. Men der var ikke noget at se. Hun spærrede forskrækket øjnene op.

“Okay, jeg er ikke her… “ mumlede hun for sig selv, men huskede hvad Raijin havde sagt.

“Mor, du bliver nødt til at lytte! Raijin siger at jeg kun kan være her i kort tid.” sagde hun og hende mor stoppede med at se sig vildt omkring. I stedet vendte hun sig mod et tilfældigt træ. Maja fandt ud af at hun kunne flytte på sig og gik hen foran sin mor, så hun stod lige foran.

“Raijin? Han er også sådan en sød dreng… ” begyndte hun, men afbrød sig selv, “Nej, fokus. Fortæl Maja.”

“Kender du Raijin? Kender du også Allion?” spurgte hun og hendes mor stivnede. Hun så alvorligt ud i luften, prøvede at se Maja i øjnene(hvilket var lidt svært, når Maja var usynlig).

“Laiska, du skal væk fra den dreng med det samme. Så snart du vågner.”

“Øhm, okay mor.” sagde hun hurtigt og tilføjede: “Hvordan kan jeg se dig igen?”

“Ved at tage snefnugget om halsen, selvfølgelig.” svarede hun med et smil.

“Hvordan kan det være, at jeg kunne høre mit navn når du sagde det, men ikke ude i verden? spurgte Maja.

“Fordi dette snefnug er mig. Det er mine minder, en del af mig. Det vil sige, at regler, i verdenen udenfor, ikke virker. Derfor kan jeg gøre ting som det her,” sagde hun med et smil og fløj op i luften, imens hun hele tiden ændrede udseende. Maja kneb øjnene sammen. Hun sorterede ud i sine spørgsmål og valgte det mest presserende.

“Hvor er vinterhjælperen?” spurgte Maja og hende mor spærrede overrasket øjnene op.

“Jamen Laiska… “ sagde hun stille, “Det er du jo.”

I det hun sagde det, begyndte farverne at flette ind i hianden og hende mor blev visket ud.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: