16. december

16

december

Maja var træt af at gå. De havde sovet ved det underlige lys og hele hendes krop værkede, af at have ligget hele natten, på det kolde, hårde gulv. Enten havde Raijin ligget bedre end hende, eller også mærkede han sig ikke af det, for han gik fløjtende derhen af. Allion var væk og da Maja havde set hen på gulvet, havde der ligget en lille, rød, plet. Da hun havde rørt ved en, havde den klæbet sig fast til fingerspidserne og gjort dem helt røde.

Bagefter havde de gået, i krystallernes grønne lys. Og gået. Og gået. Og de gik stadig. Majas fødder og knæ gjorde ondt og hende ben gjorde ondt, hver gang hun skulle løfte dem. Da de kom til en korsvej, stak det i hendes side og til sidst gjorde hun tegn til Raijin.

“Kan vi ikke…” prustede hun, “Holde en pause?” Han nikkede og hun faldt lettet omkuld på jorden.

“Hvor lang tid har vi gået i?” spurgte hun forpustet. Raijin tænkte sig om et øjeblik.

“Måske… et minut? Fem minutter? Fem timer? Jeg har ingen anelse. Jeg ved ikke engang om vi er på rette vej. Hvor vi nu er på vej hen. Hver eneste klippevæg ligner hinanden.” sagde han og Maja stirrede anspændt på ham.

“Du… Du ved hvordan vi kommer tilbage igen?” spurgte Maja og så usikkert på Raijin. Han kløede sig i baghovedet og tænkte sig om grundigt og længe.

“Ja, vi kom… “ begyndte han og vendte sig om og pegede, ned af en gang, men stoppede sig selv.

“Nej, det var da… “ mumlede han og så sig forvirret omkring. Alle gangene, der gik ud fra den korsvej de sad i, lignede hinanden. Maja kunne ikke engang se forskel. Hun vendte og drejede, sig stillede sig op, løb ned af gangene, med krystallen løftet tændt foran sig, men hun kunne ikke se noget hun genkendte. Raijin kom pustende op ved siden af hende.

“Vi er faret vild,” hviskede Maja og stirrede skræmt ned den sorte gang.

“Vi skal nok klare den,” sagde Raijin, men lød ikke som om han selv troede på det. De vendte om og gik tilbage til der hvor vejene mødtes, som om den kunne hjælpe dem. Det kunne den ikke. Nu var der bare flere muligheder og beslutninger, der skulle tages.

De gik igennem gangene i stilhed. Den eneste lyd var deres skridt, der ekkoede imellem de ujævne klippevægge og Maja ønskede at en anden rytme ville blande sig. Hvad som helst, der kunne drive den nagende angst på flugt.

Pludselig rungede noget igennem gangen. Maja stoppede op og Raijin fulgte hendes eksempel. Hun så ned af gangen de gik af, med rynkede øjenbryn.

“Hvad var det?” hviskede Raijin og Maja trak på skuldrene.

“Det ved…” Hun fik aldrig fuldført sætningen færdig, for pludselig lød lyden igen, endnu højere denne gang og et væsen kom løbende mod hende. Det sprang på hende og spærrede udsynet med hvid pels, imens den slikkede hende over hele hovedet.

“Lopis!” gispede hun og fnisede, “Nej, det kilder! Lopis, stop!” Det sidste råbte hun vredt og skubbede Lopis hårdt væk. Han pev og luntede lidt væk, med ørerne lagt ned. Maja satte sig irriteret op og så på sine albuer. Hun havde taget fra med dem og det havde givet hende slemme hudafskrabninger. Da hun sikrede sig, at de ikke blødte, vendte hun sig mod Lopis, der klynkede.

“Lopis, du bliver nødt til at tænke dig om. Jeg kunne komme rigtig meget til skade, måske slå mit hoved ned i klippen!” forklarede hun og Lopis luntede pivende hen til hende. Hun gav den et kram og så dybt ind i de ravgule øjne.

“Du må ikke springe på mig, forstået? I hvert fald ikke hernede.” hun skulle til at sige mere, men Raijin afbrød hende:

“Han er jo bare en hund. Han forstår ikke noget af det du siger.” sagde han, Maja så ikke væk, fra de dybe, gyldne øjne.

“Hvad ved du om det?” spurgte hun stille og lagde panden mod hundens, med lukkede øjne. Hun lagde hænderne om dens hals og åbnede forbavset øjnene. Lynhurtigt så hun ned om halsen og fandt en halskæde, af blåt bånd. Forundret trak hun vedhænget frem.

Det var et hvidt, glitrende, snefnug.

“Hvad har du der?” spurgte Raijin og satte sig på hug, var siden af hende. Han stirrede på snefnugget og rakte ud efter det med rystende hænder. Maja gav ham det og var bekymret for, at hans øjne ville falde ud, hvis han åbnede øjnene, bare den mindste smule mere. Hen af en af de grene der stak ud af midten, stod der med svungne bogstaver: Laiska.

“Hvordan har Lopis fundet den?” spurgte han og Maja så tænksomt på Lopis, der slikkede sine poter, selvtilfredst.

“Det har jeg ingen ide om.” sagde Maja bare og rejste sig op. Hun børstede sin nederdel og fik øje på, hvor snavset den var. Al den løben og tumlen omkring, havde farvet det hvide lag, helt brunt.

Hun aede Lopis over hovedet og Raijin gav slip på vedhænget, så det faldt tilbage på Lopis’ bryst. I det det rørte pelsen, sprang Lopis op og løb afsted.

“Lopis! Vent!” råbte Maja og så løb hun og Raijin efter den.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: