12. december

12

december

Maja brugte lang tid med at forsone sig med, at hun nu skulle dele sin grotte med to andre væsener. En stor hvid hund og en grønhåret dreng. Drengen var mest irriterende.

Det værste var, når han sagde sine spørgsmål, som om han allerede kendte svaret på dem. Maja bandede ham langt væk. Hvorfor skulle han også lede efter hende? Hvorfor kunne han ikke bare havde ladet hende være i fred?

Maja vidste godt, at det var en latterlig tankegang. De var løbet tør for mad om morgenen og pindsvinet havde ikke vist sig. Hvis de ikke snart kom ud af grotten, ville de dø af sult. Raijin -hvor lidt hun end ville indrømme det- var deres eneste håb. Han kunne vise dem vej til dronningen og hun kunne tage sig af dem! Maja var helt sikker på den plan ville lykkes.

Tankerne løb i ring, da Maja gik ned alene ind i grotten. Pludselige fodtrin fik hende til at vende sig om og stønnede indvendig, da hun så den grønhårede dreng komme løbende. Han stoppede forpustet op og støttede sig til sine knæ, imens han hev efter vejret.

“Sne…stormen er…ovre.” prustede han og rettede sig op med en stønnen. Maja så opgivende på ham. Hvordan kunne han være i så dårlig form? Han var ganske tynd og spinkel, så måske var det det?

“Så lad os gå tilbage,” sagde hun bare og gik afsted, uden at vente på ham. Han fulgte selvfølgelig hurtigt efter. Men efter de havde gået i fem minutter, opdagede hun, hvor langt hun faktisk var gået. Og han havde løbet hele den vej? tænkte hun forbløffet. De slog over i løb og alligevel tog det dem ti minutter, at komme frem.

Tænk at grotten er så stor, tænkte Maja, men de tanker var hurtigt væk. Foran hende var snemuren væk! Der var gravet et stort hul i væggen og hun vendte sig mod Raijin.

“Har du gravet det her?” spurgte hun ivrigt og Raijin tøvede.

“Mjaa… Nej, det var mest Lopis,” sagde han og Maja så sig hurtigt omkring. Lopis var ingen steder at se. Han var nok allerede ude. Lidt efter stod hun derude og så sig omkring. Stilheden var dominerende og lagde sig som et tungt tæppe over hele skoven. Hun trak vejret dybt gennem næsen og åndede ud med et stort smil. Luften var frisk og fuld af granduft. Raijin rømmede sig bag hende.

“Ja… øhm… jeg tænkte på om, øhm, du ville tage med hjem hos mig?” spurgte han stille og pillede ved sine fingre. Hun udregnede hurtigt en for-og-imod-liste og kom frem til, at der helt klart var nogle fordele, ved at tage med ham. Et hurtigt nik og Raijin åndede lettet op. Lopis sprang frem fra nogle træer og rullede rundt i sneen, med tungen ud af munden. Han logrede med halen og hoppede op på benene.

De skulle til at gå, men Maja kom i sidste øjeblik i tanke om noget. Hun skyndte sig tilbage i grotten og gravede i grannet og hev sin krystal frem. Hun havde ikke haft tid, til at undersøge den, men hun ville ikke efterlade den. Hun lagde den ned i en lomme i nederdelen og gik tilbage til de andre.

Lidt efter gik de mod Raijins hjem, med Raijin i spidsen. Majas arm var i sin vante plads over Lopis ryg. Himmelen var stadig helt fri for skyer og solen skinnede på sneen, der dækkede jorden i et tykt lag. Snart kom de til en lille lysning, der var så tom som noget kunne være. Maja så tvivlende på Raijin, der var stoppet op.

“Bor du her?” spurgte hun og så på ham med et løftet øjenbryn. Lopis snusede rundt omkring træerne i lysningen og mente det samme som Maja, ifølge næsens rynke.

“Ja, det er lige herover.” sagde han og ignorerede hendes blik. Han skridtede hen over lysningen og viste dem en slank sten, lidt højere end Raijin. Han fumlede efter et eller andet i sine lommer og slog sig på panden.

“Åh nej, den glemte jeg jo…” mumlede han og bankede sig på panden, med en knytnæve. Maja stillede sig ved siden af ham.

“Hvad har du glemt?” spurgte hun og han drejede hovedet mod hende med et ryk, med et forbavset udtryk.

“Min krystal selvfølgelig,” sagde han og afbrød sig selv, “Nåerh nej, du har jo glemt det… Jeg har glemt min krystal derinde.” Han pegede ind i stenen. Maja så tvivlende på ham, men sukkede så. Det lød underligt at nogen ville bo i en sten, men hvad vidste hun om den verden?

“Når du siger krystal…” sagde Maja tænksomt. Hun ventede ikke på svar. Hun ledte allerede i sit tøj og fandt hurtigt sin krystal. Hun rakte den til Raijin, der stirrede på hende, med åben mund. Han tog forsigtigt imod den og lagde den næsten ærbødigt på stenen.

Stenen rystede og langsomt sank en del af stenen ned, så der kom en åbning. Raijin dirigerede Maja og Lopis ind, hvorefter han tog krystallen og smuttede ind, lige inden den lukkede. De stod på et lille udhæng og så langt Maja så ned, var der en snirklet trappe. Raijin sendte hende et lille smil og begyndte at gå ned af trappen. Lopis snusede nysgerrigt til trappen, før han sprang ned af trappen. Maja smilede for sig selv og fulgte efter.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: