10. december

10

december

Drengens tænder klaprede så meget, at Maja frygtede, at de ville ryge ud af hans mund. Han lå op af grottevæggen og rystede som vanvittig. Maja sad på sit gran, med tæppet over sig og Lopis rundt om sig. Lopis havde hentet tæppet, fra under den snebunke, Maja var blevet overhældt med.

“Komme du ikke herover?” spurgte Maja bekymret, men drengen rystede på hovedet, på trods af rystelserne. Han havde nægtet at gå så meget som tre skridt i nærheden af Lopis. Da han var startet med at ryste og få blå fingre, havde Maja inviteret ham hen til sig, men han nægtede. Nu sukkede hun og rejste sig op. Med lidt besvær kravlede hun op over Lopis’ ryg og hen til drengen. Var det Lamin han hed? Sanjin? Ransin? Rosin?

“Her,” sagde hun og kastede tæppet til ham. Hun lod bare være med at sige hans navn, indtil hun huskede det. Drengen så op på hende og fik tæppet lige i hovedet. Maja undskyldte mange gange, men drengen tog det bare og lagde over sig.

“Tak,” hviskede han og lukkede øjnene. Maja var lidt bekymret for ham, men gik trods alt tilbage til Lopis. Hun studerede ham, der over Lopis’ ryg. Han så ud til at have det meget godt, tænkte hun. Maja havde da haft det værre.

Hun begravede sit hoved i Lopis’ pels og faldt langsomt i søvn. I drømmene stod hun midt i en snestorm. Drengen sad ved siden af hende og samlede noget af sneen i sine bare hænder. Det grønne hår stod i en skærende kontrast mod det hvid og gav Maja hovedpine. Pludselig huskede hun hans navn, som om hun altid havde vidst det.

“Raijin! Hvad laver du?” spurgte hun forbløffet og så på det han havde i hånden. En lille figur, af sne. Han så på den i lang tid og rakte hende den så. Hun tog imod den lille snefigur, med rystende hænder, og stirrede på den. det var en lille mand. Raijin så på hende, med et udtryksløst blik i øjnene.

“Husk.” sagde han, ganske stille, men det ekkoede omkring. Der var ingen træer. De stod på en lang flad hvid plade, af sne. Ordet blev højere, det kom hele tiden tættere på Maja. Hendes hænder rystede den lille snefigur, så den var ved at falde fra hinanden, mens hun stirrede på den, med opskræmte øjne.

Det var en kvinde og imens ordet rungede om hende, blev så højt at det gjorde ondt i ørerne, forvandlede hun sig. Hun blev mere og mere virkelig, sneen faldt langsomt af hende, samtidig med at hun voksede. Pludselig stoppede ordet, at runge, med ét. Maja trak hænderne til sig, da en kvinde så kærligt på hende. Håret var hvidt som Majas, øjnene isblå som Majas, næsen spids som Majas. Hun var klædt i en beige underkjole, en kjole med brede stropper, blå som den kolde vinterhimmel. Hun smilede og rakte armene ud efter hende. Den lille smilende mund åbnede og hun sagde:

“Husker du mig?”

Maja rystede på hovedet, hun kunne ikke stoppe. Sneen hvirvlede om hende. Kvinden gentog sit spørgsmål, igen og igen, vinden blev mere og mere voldsom. Panikken flød ud i hendes krop, hver eneste lille del. Hun maste ørerne, i et forsøg på at holde ordene, der nu kom strømmende, ude.

“Nej!” skreg Maja og hulkede. “Nej, nej, nej!” Nogen ruskede i hende og hun slog ud efter dem.

“Nej, nej, nej...” gentog hun, men stemmen blev lavere og lavere for hvert ord, så der kun var en mumlen tilbage. Ruskeriet fortsatte og Maja åbnede øjnene. Først kunne hun ikke se noget, alt var sløret. Hun blinkede og en tår gled ned af hendes kind. Straks kunne hun se tydeligere.

Drengen sad ved siden af hende, han havde åbenbart overvundet sin skræk for Lopis. Maja satte sig hurtigt op og tørrede hidsigt kinderne. De var våde. Hvor meget havde hun grædt?

“Du…” hendes stemme knækkede, “Du skal ikke tage dig af mig.” Drengen sendte hende et løftet øjenbryn. Maja sukkede og kom pludselig i tanke om hans navn. Raijin.

“Undskyld.” sagde han stille. Ordet kom bag på hende og hun stivnede.

“Hvad siger du undskyld for? Et mareridt kan umuligt være din skyld.” vrissede hun, men så så hun hans brødbetyngede blik. “Medmindre det er.” tilføjede hun og lagde pludselig mærke til hvordan han rystede. Endnu mere end dagen før. I sin ene hånd havde han tæppet knuget så hårdt, at der kom hvide streger i den stribede, bark-hud. Hun slog en hånd ved siden af sig, i en klar invitation, om at sætte sig.

Raijin tøvede, kastede et blik på Lopis og satte sig så ned. Han kastede tæppet ud over dem begge og trak knæene op til brystet, i en omfavnelse. Han så ufokuseret ud i luften længe, så Maja havde lyst til at slå ham, så han skyndte sig lidt og midt i hendes tanker, rømmede han sig.

“Jeg er ikke bange for ham,” sagde han og Maja så forvirret på ham.

“Altså, din hund,” uddybede han hurtigt, ”Han har bare meget spidse tænder og det er en god ide at være bange.” Maja huskede hvordan Lopis havde knurret, da Raijin var kommet ind og måtte give ham ret. Drengen fortsatte:

“Allion siger altid at jeg skulle være noget mere modig, men giver det ikke meget god mening at være bange for visse ting? Hvis man ikke var bange, så...”

“Vent, du kender Allion?” afbrød Maja ham. Han så forbavset på ham og hvad? En smule ærgerlig? Over hvad mon, tænkte Maja.

“Ja, jeg kender Allion.” sagde han hårdt og tilføjede lidt mere blødt: “Og dig med.”


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: