1. december

1

december

Pigens hvide hår blev næsten usynligt i den vilde sne. Det lange hår piskede om hende, mens hun kæmpede sig igennem sneen, der hvirvlede omkring hende. Hendes tænder var sammenbidte, hænderne i et krampagtigt greb om hendes overarme, de isblå øjne skinnede vildt.

Kulden havde ikke generet hende til at starte med. Hun mente at hun endda havde nydt den. Hun mente. Hukommelsen var lidt sløret og hver gang hun troede hun havde et minde, gled det fra hende. Pigen vidste ikke engang sit navn. Men kulden bed og enhver forvirring over hvem hun var, blev skubbet til side, for det simple mål: at finde ly.

Men snestormen rasede og hun kunne ikke se andet end hvidt. Hendes øjne gjorde ondt, men hun kunne ikke lukke øjnene, så ville hun fare vild. Hvis ikke hun allerede var faret vild.

“Hallo?” råbte hun igen og et stort vindstød var lige ved, at blæse hende bagover, ”Er der nogen?” Men lyden blev slugt af vindens susen. Et hyl slyngede sig i gennem skoven. Alt i den hvidhårede piges krop stivnede. Ulve. Det ord huskede hun og en gennemtrængende frygt rullede over hende. Hun prøvede at løbe, men den kraftige vind gjorde modstand.

Pigen gik i hvad der føltes som timer. Fingrene blev følelsesløse, det stak i hendes næse og hun kunne næsten ikke holde sig oppe. Hun prøvede at råbe igen, men der kom ikke andet end en hæs hvisken. Hun væltede nogle skridt fremad og gik lige ind i en hård spids ting. Havde hun lukket øjnene? Pigen så forvirret op.

Foran hende var der noget stort og hvidt, ligesom alt andet i nærheden. Den var så stor, at hun kunne stå oven på sig selv tre gange, før hun ville kunne nå toppen. Det var et grantræ, men det var hvidt. Pigen følte en besynderlig trækken i brystet mod det. Selv kulden var ikke lige så dominerende i hendes tanker. Der var noget ved det grantræ. Men hun kunne bare ikke...

Et hyl afbrød hendes tankerække. Kulden blev pludselig fremtrædende igen og bed pigen i ører og tæer. Med ren refleks krøb hun helt ind til stammen i grantræet. Hun trak knæene op til brystet og prøvede at lade sit åndedræt være helt roligt, så ulvene ikke opdagede hende. Træets stamme var overraskende varm. Ingen af de andre træer havde været så varme.

Da hylene endelig stoppede, flyttede pigen ikke på sig i lang tid. Men langsomt møvede hun sig ud igen og grenene over hende bevægede sig.

Med et faldt en stor klump gran ned over hende. Fortumlet standsede hun. Var det hende selv der havde rørt for meget ved grenene? Så var det godt nok nogle svage grene. Pigen lå i lidt tid uden at røre på sig. Så samlede hun grannet op og bredte det ud på sneen og over sig som en seng. Der gik kun kort tid, før pigen sov dybt.


Hvis du hellere vil høre historien læst op, så er videoen her: