15

december

Raijin fjernede lyskrystallen og stendøren gled hurtigt i, med en højlydt knagen. Lopis hoppede rundt, med tungen ud af halsen og rullede sig i den porøse sne. Halen logrede vildt og kastede sneen ud over det hele. Maja grinede og holdt hænderne op, for at skærme ansigtet, for sneen. 

Papiret og hendes krystal brændte i lommen og Maja kunne ikke lade være med at putte hånden ned i lommen og kærtegne dem. Raijin stod i sneen, med lukkede øjne og indåndede den kolde luft, med et smil på læben. 

“Raijin!” råbte hun og han fór sammen, “Kom nu, vi skal nå det inden det bliver mørkt.” Han nikkede og kort efter var de afsted. Lopis sprang omkring, ellevild af glæde, i hver eneste snedrive. Maja gjorde tegn til Raijin, om at komme tættere på hende. 

“Har du undret dig over, hvorfor Allion ville stjæle papiret?” hviskede hun og han nikkede. Hvorfor mon egentlig han havde det papir? Allion havde de ladet gå, nogle timer før de tog afsted.

“Har du nogen bud?” Raijin rystede på hovedet. Det var tid til at hun skulle sige sin ide. 

“Jeg tror han er vinterhjælperen,” hviskede hun og Raijin så på hende med et ryk, “Derfor stjal han papiret -så vi ikke ville se det!” Raijin så tvivlende på hende.

“Det tror jeg ikke,” sagde han og så fremad igen. 

“Hvorfor ikke?” udbrød Maja irriteret. Raijin kastede et blik på hende.

“Fordi… det tror jeg bare ikke. “ sagde han stille, og nægtede at sige mere om den sag. Maja prøvede adskillige gange at grave i det, men han var ikke til at hugge eller stikke i. Snart gav hun op og de gik i stilhed. 

Endelig var de fremme. Maja havde fortalt om grotten og om gangen. Raijin var blevet ved med at tale om den gang, som hun havde set og til sidst insisteret på, at se den. Han havde sagt, at der var en chance for, at den kunne føre dem til vinterhjælperen. Det havde Majas mor åbenbart fortalt ham. Lopis sprang omkring og lugtede til første det ene, så det andet. De ravgule øjne så sig hurtigt omkring og hunden luntede ind i grotten. 

Nu viste Maja ham igennem grotten. Undervejs så hun granbunken og sit tæppe, lidt fra grotteåbningen, som hun ikke havde taget med hen hos Raijin. At se sine ting, gav hende en besynderlig følelse, af hjemve. I den korte tid, hun kunne huske, havde det været hendes faste hjem. Hun rystede på hovedet af sig selv og gik videre. Snart var hun ved gangen og den var lige så mørk, som sidste gang. Denne gang havde hun dog lys. Et nik til Raijin og de trak begge deres lyskrystaller frem. 

Lopis gøede glad og løb hurtigt forbi Maja og Raijin. Maja nåede ikke at sige noget, før hunden var forsvundet langt ind i mørket.

“Lopis!” skreg hun og skulle til at løbe efter, men Raijin holdte hende tilbage.

“Glem det. Der er så mørkt, at du vil fare vild. Hvad hunden angår, så har han sin lugtesans. Du har ikke andet end dine øjne.” sagde han og Maja sukkede. Hun lagde tommelfingeren på den og ønskede sig den tændt. Straks lyste den op i et grønt skær. Raijin fulgte hendes eksempel og så begav de sig ind i gangen.

Turen foregik i komplet stilhed. Krystallerne kunne kun lyse omkring tre skridt op, så de skulle passe på. Mørket lagde sig som et tæppe og var lige så dominerende som stilheden. Deres skridt ekkoede igennem gangen og skabte et rytme, Maja brugte til afledning, for gåturen i det mørke. Men pludselig skiftede rytmen.

Maja vendte sig om med et sæt og stirrede på en stalagmit, der stak op af jorden. Fodtrinene stoppede straks og Raijin standsede op. Noget var hoppet om bag den, lige da Maja havde vendt sig om. Men nu ikke særlig godt. Rødbrunt hår stak op og en lang rød kappe var synlig.

“Allion,” kaldte hun og han rejste sig langsomt op og så på hende. “Hvad laver du her?” Han vred sig og gik op foran dem. Maja lagde mærke til, at det nederste på hans bukseben var bidt af og han havde et stort sår bag på armen.

Han gik foran dem i stilhed. Maja prøvede at stille ham spørgsmål, men han reagerede ikke og til sidst lagde Raijin en hånd på hendes arm. 

“Lad ham være,” hviskede han og Maja så forundret på ham. Men han uddybede ikke og de fortsatte igennem gangen. Hvor mon Lopis var? Den tanke var dominerende i Majas hoved og hun prøvede at tænke på andet, men hun kunne ikke.

Pludselig lagde Maja mærke til at der blev lysere. Hun så forundret på sin krystal, men den lyste lige så meget som den hele tiden havde gjort. Lidt foran hende, var der noget. Hun kneb øjnene sammen og gik langsomt nærmere.

I to skridts radius, var grottegulvet lyst op i et blødt gult lys. Der var et lille indhug i væggen og dér stod der et rødt lys. Det havde hvide tal fra femten til fireogtyve og det var tændt i toppen, halvt smeltet ned i femten. Raijin gik op ved siden af hende.

Helt lydløst gik Allion ved siden af hende, så hun fik et chok. Han studerede lyset og viste sit håndled frem. Der var en rund skive, med pinde, der pegede på forskellige symboler, der sad fast med brede lædersnører. 

“Alle hjælpere har et lys, et ur eller andet, der viser hvornår det går galt for verden, hvis de ikke får ordnet deres ting. Hvornår man mister herredømmet over sin årstid og så vil den stå på egne ben. Vejret går helt kuk, som snestorme og vanvittige regnstorme.” forklarede han stille og Maja stirrede på lyset, der nærmede sig fireogtyve. Raijin så på den med rynkede bryn.

“Så den fireogtyvende, hvis dyrene ikke har deres støv og pelse, vil dyrene…” han  lod sætningen hænge i luften og sank en gang. Maja nikkede.

“Snestormene vil rase og alle skovånderne vil gå under.”